Jagten og kongerne
Jagten har altid spillet en stor rolle for de danske konger. Kødet fra vildtet var helt centralt i den kongelige husholdning. Der var mange forskellige jagtformer, og man havde et noget bredere repertoire på menuen dengang – ud over hjortevildt, harer og ænder gik man f.eks. på jagt efter hejrer, svaner, skarver, sæler og drosselfugle – men jagten, især efter storvildt, var også en vigtig del af kongens opdragelse og virke.
Gennem jagten lærte prinsen og kongen sine territorier at kende, han lærte at lede jagtpersonalet, han udfoldede sig fysisk, ofte til hest, og lærte at dræbe vildtet med sværd, spyd eller skydevåben. Jagten havde derfor en vigtig rolle i uddannelsen af kongen til at herske – og føre krig.
Jagter blev ofte arrangeret som storslåede magtopvisninger, der kunne kaste glans over fyrsten og imponere udenlandske standspersoner, hvilket nåede sin kulmination i den såkaldte parforcejagt, der blev indført i Danmark fra 1670’erne og frem.
Jagten var dog også vigtig, når kongen skulle koble af fra sine mange pligter; her kunne han dyrke en mere uformel selskabelighed i en sluttet kreds fokuseret på jagten og måltiderne, ofte med base på et af de små jagtslotte, kongerne fra Frederik d. II og fremefter opførte på deres vildtbaner.
Den nordsjællandske vildtbane
Efter reformationen i 1536 kom store dele af Nordsjælland, der hidtil havde tilhørt klostrene, i kronens besiddelse. Hovedparten af Nordsjælland blev efterhånden såkaldt krongods, og på krongodset var det udelukkende kongen og hans folk, der havde retten til at jage. Den kongelige ‘vildtbane’, der efterhånden blev samlet, kom til at dække næsten hele Nordsjælland, afgrænset mod syd af en linje mellem Tranegilde syd for København og Jyllinge ved Roskilde Fjord.
Bønderne i den Nordsjællandske vildtbane måtte ikke jage hjortevildtet, og hvis de havde store hunde, blev det ene forben amputeret, så de ikke kunne genere vildtet. Der var strenge straffe for krybskytteri, hvor man risikerede at blive hængt. Omvendt fik bønderne store belønninger for at give oplysninger, der kunne føre til pågribelse af eventuelle krybskytter på den kongelige vildtbane.
Frederik II til hest foran Frederiksborg, maleri af Hans Knieper ca. 1585, Gripsholm Slot, Sverige
Det var den meget jagtglade kong Frederik II, der altid var interesseret i at udvide sine jagtmarker, som skabte den nordsjællandske vildtbane. Han byttede jagtmarker med forskellige godsejere, så han kunne samle så meget sammenhængende jord som muligt, og i 1560 lykkedes det ham at anskaffe hovedgården Hillerødsholm. Frederik II omdøbte stedet til Frederiksborg og begyndte at bygge det, der skulle blive til Frederiksborg Slot i Hillerød.
Frydenborg
I omegnen af Frederiksborg Slot opførte Frederik II også flere mindre bygninger i renæssancestil, nemlig Badstueslottet (der oprindelig netop var en badstue, men senere blev brugt som jagtslot), det første Sparepenge – og Frydenborg. Som navnet Sparepenge antyder, kunne man i disse mindre bygninger klare sig med langt færre tjenestefolk til de gilder og aktiviteter, man afholdt her.
Området mellem Frederiksborg Slotspark og Gribskov kaldes Dyrehavevang; her havde Frederik II etableret en indhegnet dyrehave, ‘Lille Dyrehave’, med opdræt af hjortevildt, vildsvin, elsdyr (elge) og fasaner til vildtbanen, og til leverancer af fersk vildtkød. Lille Dyrehave var den vigtigste dyrehave i Nordsjælland, indtil Christian IV etablerede Store Dyrehave syd for Hillerød. Det var lige nord for Lille Dyrehave, Frederik II opførte Frydenborg som et lille jagtslot eller en jagtpavillion, ikke langt fra den nuværende Frydenborggaard og Gribskovbanens senere linjeføring.
I dag er det kun Frydenborggaard og vejnavnet Frydenborgvej, der minder os om Frydenborg. Efter at man under gravning af ler til Hillerød Teglværk var stødt på ruinen af det, der formentlig er Frydenborg, udgravede arkæologer fra Nationalmuseet fundstedet i 1911.
Frydenborg har været et jagtslot af ganske beskeden størrelse. Ud fra det fundament, Nationalmuseet udgravede, kan vi se, at der er tale om en aflang bygning, som mod sydvest afsluttes af to rundinger, som formentlig har været tårne eller karnapper; muligvis har der også været to småtårne eller karnapper mod nordøst, idet man i den nordligste ende har fundet sten, der kan være fragmenter af en sådan udbygning. Herudover blev der fundet spor af flere små tilbygninger.
Grundplan fra Nationalmuseets udgravningsrapport 1911.
Fundamentet bestod af kampesten nedgravet i sandjorden, og der var kun få skifter mursten tilbage. Målt fra de eksisterende rester af fundamentet inklusive de to tårnrundinger mod sydvest har bygningen været knap 25 meter lang og – eksklusive tårnene/karnapperne – ca. 5 meter bred.
Frederik II døde i 1588 – men hvad skete der siden hen med Frydenborg? Noget tyder på, at bygningen har stået forholdsvis ubrugt hen. På et tidspunkt nævnte Christian IV i et brev, at der i fremtiden fast skulle bo en mand på Frydenborg. Bygningen har altså stået tom i perioder, og er måske også blevet vandaliseret.
Christian IV’s efterfølger, Frederik III, forordnede en besigtigelse af Frederiksborg og omgivende ejendomme, som fandt sted i løbet 1660/1661, efter at Frederiksborg havde været besat af svenskerne 1658-1659, med store ødelæggelser til følge. I besigtigelsesdokumentet, der blev underskrevet af Niels Parsberg, Christian Daa mv. den 7. februar 1661, siges følgende om Frydenborg:
‘Frydenborg er nogen Steds brøstfældig paa Taget, og Vinduerne mesten alle brøstfældige’
‘Brøstfældig’ betyder slidt, forfaldent. Det er altså tydeligt, at Frydenborg på dette tidspunkt var i ret dårlig stand. I 1667 blev i hvert fald dele af Frydenborg revet ned.
Stedsangivelsen i Nationalmuseets udgravningsrapport fra 1911 er ikke videre nøjagtig. Arkæologer fra Folkemuseet foretog i 1990’erne undersøgelser i området, og nu er det Museum Nordsjælland, der forsøger at genfinde og udføre den med spænding imødesete udgravning af Frydenborg. Indtil videre er det ikke lykkedes at genfinde fundamentet, men vi må håbe, at fremtiden vil give mulighed for at fortsætte undersøgelserne, så vi med nutidens teknologi forhåbentlig kan få mange nye, spændende oplysninger om Frederik II’s lille jagtslot.
Artikel, Kongernes Nordsjælland: Jagten på det forsvundne slot
Artikel sn.dk/Hillerød – 10.06.2021, Museum indstiller jagten på lystslot.