Anglomac – en kvindearbejdsplads

Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv, 2019

Anglomac – en stor kvindearbejdsplads på grænsen mellem Rungsted og Vedbæk

Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 1960’erne. Sådan lyder en kliché; men kvindelige enlige forsørgere og kvinder fra lavindkomsthusstande havde længe inden da været i nærkontakt med arbejdsmarkedet – også i Hørsholm.

Fabrikken Anglomac producerede frakker. De forskellige dele af frakkerne fremstilledes hver for sig, hvorefter de samledes til selve frakken, hvori en maskine slog knaphullerne. At sy lommer i frakkerne var et arbejde, der blev varetaget af en uddannet skrædder. Såvel foret som selve frakken var syet af det samme stof, hvad der gjorde frakkerne specielt holdbare. Desuden kunne de derfor også lanceres som en såkaldt ‘vendefrakke’.

I starten lå virksomheden på Kammerrådensvej i Hørsholm. Senere flyttedes fabrikationen af Cotton Coats til Kong Georgsvej, hvor man i 1951 beskæftigede ca. 70 mennesker. Året efter påbegyndtes her opførelsen af nye fabriksbygninger – bygninger, der i dag huser ældrecentret Margrethelund.

Men det har åbenbart været så som så med at skaffe lokal kvindelig arbejdskraft til en industriarbejdsplads her på grænsen mellem Rungsted og Vedbæk. Så virksomheden stillede bus til rådighed, så de ansatte kunne komme til og fra Kong Georgsvej, hvad enten de kom fra Hørsholm eller de kom med toget til Rungsted Kyst Station.

Salgskontoret lå i fashionable lokaler i Vestergade i København, hvorfra direktøren Viggo Andersen kunne styre lanceringen af de nye modeller. Desuden havde han i den tre mand store bestyrelse et bekvemt flertal sammen med sine kone Ellen.

Bekvemt var det også, at de boede i Villa Lindely på Rungsted Strandvej 94. Så kunne Ellen Andersen komme forbi og hilse på i løbet af dagen.

Anglomac

Produktion af frakker på Anglomac i 1950’erne. Gummifrakkeklæberi på Kammerrådensvej.

Anglomac

Syersker ved arbejdet på Anglomac. Kong Georgs Vej 11 i 1950’erne.

Anglomac

Produktion af frakker på Anglomac. Kong Georgs Vej 11 i 1950’erne.

Kong Frederik og dronning Ingrid ser på en frakke fra Anglomac på en udstilling i 1955.

Anglomac frakke

Modelfoto af Anglomac frakke ca. 1960.

Læs mere om


Tags: , ,