Kulturspot: Udgravninger i royale haver

Særudstilling i Museum Nordsjællands mobile Kulturspot i Hørsholm

Se nogle af fundene fra udgravningerne og bliv klogere hvad det egentlig var, som dukkede op ved udgravningerne.

Kulturspot i Hørsholm fra d. 20. september og frem til d. 24. oktober. Den er åben fra 7-21 alle ugens syv dage. Gratis adgang.

Der findes mange flotte og finurlige slotte i Nordsjælland, og mange benytter sommeren til et besøg på dem. Der er ofte imponerende haveanlæg i tilknytning til slottene, som også er et besøg værd. Hvad man måske ikke altid tænker på er, at haverne har undergået store forandringer gennem tiden afhængig af brugen og ikke mindst tidens modeluner og selvopfattelse. Sporene efter disse forandringer er skjult under mulden.

Af og til får arkæologerne mulighed for at stikke spaden i jorden i de royale haver. Ofte er det i forbindelse med kloak- eller elarbejde, men det sker også, at der foretages små selvvalgte undersøgelser, hvor man kan få afklaret mindre problemstillinger. Andre gange tilkaldes arkæologerne, når de royale haver skal renoveres. Ved både Frederiksborg Slot, Hirschholm Slot og Fredensborg Slot er der således foretaget udgravninger, der har afklaret placering, konstruktion og bevaringsgrad af haveelementer eller ligefrem forsvundne slotte, der var kendt fra tegninger og skriftlige kilder.

Hirschholm Slot blev bygget i fra 1730-44 i senbarok stil som sommerbolig for det enevældige kongepar. 250 værelser, indendørs fontæner, forsølvede lister, store loftsmalerier, skulpturer mv. samt et tilsvarende imponerende haveanlæg. Hurtigt fik slottet dog store fugtskader, idet man havde bygget direkte på den fugtige jord. Man forsøgte at reparere bl.a. ved at udgrave kældre, men slottes forfald var begyndt.

Hirschholm Slot 1741.

Efter 1771 stod slottet tomt indtil det blev nedrevet i 1810. Der er kun blevet foretaget mindre arkæologiske udgravninger på stedet – ofte i forbindelse med ledningsarbejder. Den største udgravning var i 1941-42, hvor Nationalmuseet søgte efter spor efter den middelalderlige borg. Der var ikke mange spor bevaret. Hele Slotsøen blev planeret og udvidet i forbindelse med byggeriet af Hirschholm Slot, og det har fjernet de fleste spor. Man fandt dog en middelalderlig voldgrav og fundaments rester i munkesten samt enkelte genstandsfund fra middelalder og renæssance.

Udgravning af Hirschholm Slot i 1941-42.

Siden 1990’erne er der foretaget et par udgravninger og registreringer i Slotshaven: Lysthuset ‘Det norske Hus’ er blevet frilagt og dokumenteret. Der er registreret vandledninger lavet af udhulede træstammer, som forsynede springvandene på Haveøen med trykvand. Den jordbyggede tilkørselsrampe, Appareilen, der blev benyttet i forbindelse med nedrivningen er også blevet undersøgt.

Se nogle af fundene fra udgravningerne og bliv klogere hvad det egentlig var, som dukkede op ved udgravningerne i Kulturspottet.

Praktisk

Kulturspot står på parkeringspladsen ved Ridebanens sydøstlige hjørne.