Opskrifter på renæssancemad

Det var en forrygende aften med renæssancemad i Elværket på Kulturnat Hillerød med nysgerrige besøgende, som fik en introduktion til 1600-tallets mad og drikke. Der var mange, som efterspurgte opskrifter på maden. Derfor har vi lavet en liste over hvad, der blev serveret, og hvor man kan finde opskrifterne.

God fornøjelse.

Menu

En Bakkelse aff Fisk (Bi Skaarup 2006: s. 55)
En Postei af Høns oc Qvæder (Bi Skaarup 2006: s. 90)
Helstegt skinke med nelliker (her en fersk skinke på 10 kg). Spørg din slagter om stegetider.
Strømpebrød. Hvedebrød med 1/3 groft mel bagt med surdej. Opskrifter på surdejsbrød findes i diverse bagebøger.
Bagt marcipan (Gunvor Maria Juul 2016: 168 + foto s. 141)
Æble oc Salvie at bage (efter Skaarup 2006: s. 136).
Lutendranch (Bi Skaarup 2006: s. 144)
Skvatøl – tyndt øl med lav alkoholprocent.

Litteratur

Gunvor Maria Juul, Danmarks ældste kogebog 1616. En gastronomisk tidsrejse, 2016

Bi Skaarup, Renæssancemad. Opskrifter og køkkenhistorie fra Christian 4.’s tid, 2006

Historisk Mad: http://madhistorie.dk/

Æble oc Salvie at bage – eller flydende æbleskiver

4 store faste æbler
Salvieblade

Dejen:
2 dl hvedemel
1 æg
1 ts salt
Vand

Til stegningen:
1 l klaret smør. Det klarede smør kan med fordel blandes i forholdet 1:1 med neutralt smagende spiseolie. Det gør det nemt at arbejde med. På nettet findes flere opskrifter på klaret smør (ikke at forveksle med Gehee).

Sukkerdrys:
Sukker blandes med rigelig kanel og kardemomme. Til æbleskiverne.

Sådan gør du:
• Mel, æg og salt røres med vand til det bliver en tykt flydende dej. Sættes i køleskabet 1 time.
• Varm klaret smør op i en passende stor gryde til det er varmt, men ikke rygende varmt.
• Æblerne skrælles. Kernehuset stikkes (eller skæres) ud. Skæres i tynde skiver.
• Æbler eller salvieblade vendes i dejen, så hele overfladen er dækket.
• Lægges forsigtigt i gryden med en langskaftet gaffel. Det bruser op.
• Når kanten er lysebrun, vendes æbleskiven og steges på den anden side. Steg til dejen er pænt lysebrun/brun.
• Tag æbleskiven op med en tang og læg i et foldet stykke køkkenrulle. Så glider det ingen steder og man brænder sig ikke.
• Drys med kanel-kardemomme sukker på æbleskiven. Spises varm men pas på – det er meget varmt i starten.
• Salviebladene kan evt. drysses med lidt salt (moderne tilsnit), men er også virkelig gode uden.