8. december: Eremitageslottet klædt i hvidt

Af Liv Thøger-Aldahl

Når sneen ligger knitrende hvid over det kongelige jagtlandskab i Nordsjælland, så omfavner den også det berømte Eremitageslot i den sydlige del af UNESCO verdensarv Parforcejagtlandskabet. Eremitageslottet ligger på en ‘præsentérbakke’ dvs. en kunstig bakketop i Jægersborg Dyrehave. Det var arkitekt Laurids de Thurah, der i 1734-36 stod for opførelsen af det nuværende Eremitageslot, som dog forfaldt efter parforcejagtens afskaffelse i 1777. Det blev reddet af Frederik 7., der bl.a. benyttede slottet til statsmøder. Herefter blev det igen anvendt som jagtslot for kongehuset, og i 2013 blev der foretaget en omfattende restaurering.

Indenfor var Eremitageslottet indrettet med det berømte Eremitagebord, der kunne hejse maden op fra køkkenet. Det gjorde det et muligt at spise ‘en eremitage’ dvs. uden tjenestefolk, hvis kongen ikke var i humør til at modtage gæster til middag. I 1885 hyrede Christian 9. arkitekten Ferdinand Meldahl til at genskabe det oprindelige skulptursmykkede ydre bl.a. skulpturerne i de to nicher med den græske helt Meleager og jagtgudinden Diana. Eremitageslottet er en af senbarokkens ypperste værker i Danmark.

Foto: Peter Leschly.

Følg med i Museum Nordsjællands julekalender.