Af Ida Rosenstand Faurholdt
Da Frederik 7. blev konge i 1848 valgte han Frederiksborg Slot som residensslot, hvilket nok skyldtes, at den historieglade konge i visse retninger identificerede sig med slottets bygherre Christian 4.
Frederik 7. var i 1850 blevet viet til den borgerlige Louise Rasmussen, der herefter kunne tituleres lensgrevinde Danner. Slottet blev betragtet som umoderne for beboelse, men ikke desto mindre opholdt kongen sig på slottet både vinter og sommer, hvor han var i behørig afstand af både det strenge ceremoniel og sladderen i København. Men når et gammelt hus tages i brug, er det ikke uden risiko…
I november 1859 flyttede Frederik 7. ind på slottet for at blive vinteren over. Det var koldt, og kongen beordrede ild i kaminen på 3. sal i det værelse, hvor han havde sin arkæologiske samling. Der er ingen, der præcis ved, hvordan ilden opstod, men nogle forklaringer går på, at den brød ud i Oldsagssamlingen i en kamin, som var under reparation eller nyrepareret. Gulvet brændte igennem, og ilden bredte sig. Det var den 17. december 1859. Inden et døgn var Frederiksborg en rygende ruin. Kun ydermurene, Audienshuset, Gallerigangen og bygningerne uden for hovedslottet gik fri af branden. Resten gik op i ildens luer. Kirken var også gået fri, men dens nordlige hvælvinger styrede senere ned.
Frederiksborg Slots brand var et slag for hele nationen. Det blev set som en national katastrofe. Heldigvis blev der sat kræfter ind på at rejse midler, så slottet kunne genopføres. Der blev holdt rejsegilde i oktober 1861, og i 1864 var hovedslottets ydre færdigt, og samme år blev kirken genindviet. Brygger J.C. Jacobsen bidrog med store summer, og det var ham, der foreslog at indrette et Nationalhistorisk Museum i det genrejste slot, som vi i dag kan glædes over.
Følg med i Museum Nordsjællands julekalender.
