Har du fundet en af fortidens skjulte forsikringer?

En børnesko under gulvet, en harefod på loftet eller et forstenet søpindsvin i en dørkarm. Museum Nordsjælland beder nu borgerne om hjælp til at kortlægge de genstande og fortællinger, der vidner om vores forfædres tro og overtro. Og det skal være nu; før sporene forsvinder...

Har du fundet en af fortidens skjulte forsikringer?

En børnesko under gulvet, en harefod på loftet eller et forstenet søpindsvin i en dørkarm. Museum Nordsjælland beder nu borgerne om hjælp til at kortlægge de genstande og fortællinger, der vidner om vores forfædres tro og overtro. Og det skal være nu; før sporene forsvinder...

De dukker ofte op midt i en renovering, når et gammelt gulv bliver brudt op, en dørkarm fjernet eller et stråtag skiftet. Pludselig er der noget, som ikke passer ind: en slidt børnesko, en kniv på en loftsbjælke, et dyrekranium under gulvet eller en lille lerpotte gemt under en dørkarm.

Hestekranie fundet under et lergulv i et hus på havnevej i Gilleleje i 1999. Foto Museum Nordsjælland.

Fundene kan ligne tilfældigt efterladte genstande eller gammelt affald. Men ofte er placeringen alt andet end tilfældig. For tidligere generationer kan de have fungeret som en slags forsikring mod sygdom, ulykker, ondskab eller død. Fysiske spor efter forestillinger og ritualer, som sjældent blev skrevet ned.

Miniature lerfad fundet i et jernalderhus. Et hus-offer. Foto Museum Nordsjælland.

Miniature lerfad fundet i et jernalderhus. Et hus-offer. Foto Museum Nordsjælland.

Men det ændrer sig nu: Museum Nordsjælland går nemlig nu i gang med at indsamle viden om den slags fund fra hele Nordsjælland. Museet efterlyser både genstande, billeder og beretninger fra borgere, der har fundet mærkelige genstande i deres huse og bygninger i hele landsdelen.

Et kapløb med renoveringerne

Indsamlingen haster. Gamle huse og gårde bliver løbende moderniseret, og når de skjulte genstande dukker op, bliver de ofte smidt ud eller flyttet, uden at nogen registrerer præcis, hvor de lå. Og med dem forsvinder en vigtig del af vores historie, forklarer museets arkæologer:

Om få år er mange af landsdelens ældre huse renoveret, og hvis fundene ikke bliver registreret nu, forsvinder både genstanden og beretningen.

Jeppe Boel Jepsen, arkæolog, Museum Nordsjælland

Jeppe Boel Jepsen og hans kollega, Pernille Pantmann, vil derfor gerne høre om alt det, der har fået en husejer, håndværker eller nabo til at standse op midt under en nedrivning eller renovering og tænke: “Det var da mærkeligt.”

Det kan være noget, der er fundet under et staldgulv, ved et ildsted, i en væg, under en karm, på loftet eller i et dige. Særligt fund fra bygninger, der er mere end 100 år gamle, har interesse. Men alle henvendelser er velkomne.

Håbet er en folkemindesamling

For arkæologerne er fundstedet og omstændighederne afgørende. Derfor vil museet gerne kende adressen, placeringen i bygningen og så meget som muligt om husets alder og historie. Fotografier, tegninger, kort og erindringer kan være med til at bevare den sammenhæng, som ellers går tabt, når en genstand bliver flyttet.

Søpindsvin fundet under gulvet i hus i Pårup. Foto Museum Nordsjælland

Håbet er, at Museum Nordsjælland med borgernes hjælp kan opbygge en større folkemindesamling og via den kan kortlægge mønstre i den nordsjællandske folketro. Materialet kan samtidig hjælpe de to arkæologer med at forstå arkæologiske fund fra langt ældre perioder.

Når de samme typer genstande og placeringer går igen, får vi mulighed for at forbinde nyere tiders folketro med spor, vi kender fra arkæologien. Borgernes fortællinger kan sætte arkæologien i perspektiv og samtidig gøre forhistorien mere nærværende og genkendelig.

Pernille Pantmann, arkæolog og forskningskoordinator ved Museum Nordsjælland.

For dem, der er yderligere interesserede i de mystiske fund og vores forfædres tro og overtro, udbyder Museum Nordsjælland desuden to foredrag om emnet i løbet af efteråret – et den 23. september med Jeppe Boel Jepsen og et den 21. oktober med Pernille Pantmann. Begge foredrag afholdes i Hornbæk og koster 80 dkk.

Hjælp os med at finde fortidens skjulte forsikringer

Har du fundet noget usædvanligt under en renovering, eller kender du en historie om et mærkeligt fund i et hus, en stald eller en anden ældre bygning, vil Pernille Pantmann og Jeppe Boel Jepsen fra Museum Nordsjælland gerne høre fra dig.

Send en mail til efterlysning@museumns.dk

Man behøver hverken eje genstanden eller have et fotografi. Også ældre fortællinger fra familie eller naboer kan være værdifulde. Send din beretning og vi vender tilbage til dig.

23. september 2026

Under gulvet, på loftet og inde i væggene

19:00 - 21:00

Læs mere

Arrangementer om arkæologi hos Museum Nordsjælland

20. september 2026

I pilgrimmens fodspor – familievandring i Hillerød Syd

10:00 - 15:00

Læs mere

20. september 2026

Historisk vandring ved Asserbo Slotsruin og Tisvilde Hegn

14:00 - 16:00

Læs mere

23. september 2026

Under gulvet, på loftet og inde i væggene

19:00 - 21:00

Læs mere

13. oktober 2026

Åben udgravning ved Allerød Idrætspark

17:00 - 19:00

Læs mere

Historisk familievandring med arkæologiske pauser

Gå tur i smuk natur – undervejs møder I arkæologer, der fortæller om historiske kulturspor.

Leder du efter inspiration til oplevelser i sommerferien?

På alle vores museer er der noget at opleve, lave og lære hele sommeren.

Start sommeren på Hillerød Bymuseum med morgenbrød, byhistorie i børnehøjde og hygge på tværs af generationer.