Juleakademi på Hillerød Bymuseum

Julens Traditioner

Julen er fyldt med danske traditioner…eller er den? I årets Juleakademi på Hillerød Bymuseum vil vi undersøge, hvad det er med de mange forskellige juletraditioner: Hvor kommer de fra og hvor gamle er de? Undervejs skal vi selvfølgelig både smage ‘mjød’ og snuse til krydderier og en masse andet. Alle eleverne får naturligvis udleveret et ’Juleakademi Diplom’.

Vi starter forløbet i vores gamle skolestue med at tale om juletraditionens oprindelse. Her vil vi komme ind på den oprindelige nordiske tradition for at ‘drikke jul’. Vi vil derfor byde på et krus mjød – i en børneudgave naturligvis, og vi skriver julehilsner med runer. Når vi herefter har været omkring de tidlige kristne traditioner forbundet med julen, bevæger vi os ud af klasselokalet og videre ud i resten af udstillingerne i Tidens Gade.
Ved legetøjsbutikken taler vi om det at ønske sig, give og få gaver. I udstillingen om den gamle maskinfabrik Nordsten vil vi tale om, hvordan støbejernskomfuret blev forudsætningen for de mange traditionelle juleretter vi serverer i dag. Vi vil tale om, hvad vi spiser til julemiddagen, om krydderier, mm. med udgangspunkt i dialog med eleverne om deres juletraditioner.
I Tidens Gades malerværksted taler vi om julens farver og endelig runder vi af ved det store juletræ ved Have-Grethes Asyl, med en snak om julepynt og om at ‘vise julesind’.

Til sidst overrækker vi Hillerød Bymuseums Juleakademis diplom til alle eleverne.

Forberedelse

Som forberedelse til besøget på museet er I meget velkomne til at tale med eleverne om:
• Hvad er en tradition? Hvilke andre traditioner end julen, kender de?
• Hvad spiser de til julemiddagen hjemme? Er det and, flæskesteg, gås eller noget helt andet? I må meget gerne aftale med dem, at de spørger hjemme, hvad de plejer at få. Hvis der er børn, der ikke har tradition for at fejre traditionel dansk jul, kan de fortælle, hvad de så bruger juleferien på og om de får noget bestemt at spise.

Klassetrin: 0. – 4. klasse

Varighed: 1½ time

StedHillerød Bymuseum, Helsingørsgade 65, 3400 Hillerød (i hjørnet af Slotsparken)

Tidspunkt: Uge 49 & 50.

Tilmelding og spørgsmål: Formidlingsinspektør Ingeborg Philipsen, tlf. 3044 6624 eller ibp@museumns.dk

Praktisk: Der er desværre dårlig adgang for kørestolsbrugere på Hillerød Bymuseum pga. trapper.