2025 Museum Nordsjælland årbog

Museum Nordsjællands årbog er på gaden

Hvert år udkommer Museum Nordsjælland med en årbog, hvori museets historikere og arkæologer beskriver arbejdet med de fund eller den forskning, der har optaget dem i det forgangne år.

Årbogen koster 175,- og kan bestilles direkte fra Museum Nordsjællands administration på 7217 0240 / post@museumns.dk.

Ved direkte bestilling hos museets administration er det også muligt at købe årbogen sammen med et årskort til alle Museum Nordsjællands 6 besøgssteder for 300 kr. (værdi 350 kr.). Dette tilbud gælder til og med d. 17. december kl. 12.

Bøger afsendes hver onsdag og senest onsdag d. 17.12.2025. Forsendelse med PostNord til pakkeshop eller hjemmelevering.

Forsendelse for 1 årbog: Pakkeshop: 36 kr. Hjemmelevering: 48 kr.

Årbog kan også købes i lokale boghandlere. Mere information om køb af bøger. Ældre årbøger kan rekvireres for 150 kr. ved at kontakte Museet.

Alle tiders Nordsjælland 2025

Våbennedkastninger, befrielsesdage i 1945 og en blyskive, der (angiveligt) kunne gøre tyve blinde! Hvert år udgiver Museum Nordsjælland en årbog med nogle af de vigtige fund, som museets arkæologer har gjort i løbet af året. Eller om den forskning, som museets historikere har bedrevet. I år er ingen undtagelse.

I april 2025 var det 100 år siden, at det første folkemuseum slog dørene op i Hillerød. Et folkemuseum, der sidenhen er fusioneret med andre nordsjællandske museer og som vi i dag kender som Museum Nordsjælland. Museets historie kan læses i den nye årbog som Museum Nordsjælland netop har udgivet.

‘Alletiders Nordsjælland – 2025’ hedder bogen, der kan købes i lokale boghandlere og via museets hjemmeside. Heri tager museets ansatte læserne med til nogle af de vigtige eller spektakulære fund, der er gjort i løbet af året eller giver et indblik i noget af den forskning, som museet også bidrager med.

– ‘Igen i 2025 viser årbogen den utrolige spændvidde i Museum Nordsjællands virke. Det er nedslag i museets forskning og formidling og bare generelt i 10.000 års nordsjællandsk historie. Jeg er lige så imponeret over denne årbog som alle de tidligere og der er virkelig noget for enhver smag’, siger Museumsdirektør Jesper van dam Laugesen.

Befrielsen, stenen og de blinde tyve

I år er det således muligt at blive klogere på både en skålgrubesten fundet ved selveste Vejs Ende ved Hillerød i forbindelse med udvidelsen af Hillerød Motorvejen. Eller læse om dagene omkring befrielsen i 1945 i Gribskov. En befrielse, der i år blev markeret med flere arrangementer i hele Nordsjælland, fordi det i maj var 80 år siden, at den kendte besked lød fra danskernes radioer bag de nedrullede gardiner. Desuden kan læserne blive klogere på Dronning Caroline Mathildes moderskab, papir med tilknytning til det nordsjællandske parforcejagtlandskab og meget mere…

I den særligt kuriøse ende findes artiklen om den lille blyskive, der angiveligt har været brugt til at straffe en tyv. Ifølge arkæolog Jeppe Boel Jepsen kunne en smed gøre en tyv blind, hvis han slog på denne særlige blyskive. En fortælling om overtro og arkæologi som blot er en af mange i den nye årbog.