April 2019, Fysik udstilling for børn på Hillerød Bymuseum

Bliv lærling i instrumentmagerens værksted

Fra 4. maj kan børn og barnlige sjæle komme ‘i lære’ som instrumentmager – eller finmekaniker, som det hedder i dag – i Weitzmanns Etablissements værksted på Hillerød Bymuseum. Museet åbner sæsonen 1. maj og der er fernisering på Weitzmanns Etablissement, hvor alle er velkomne, lørdag d. 4. maj kl. 14.

I 1868 grundlagde Christian Weitzmann et værksted i Hillerød med produktion af fysikinstrumenter til undervisningen i ‘Naturkræfternes Virkninger’. I udstillingen kan man se mange af de smukke gamle fysikinstrumenter, og endda prøve nogle af dem.
Børnene optages som lærlinge med forskellige opgaver, og kan afslutte læretiden med at aflægge ‘svendeprøve’ ved at bygge sit eget fysikinstrument i Tekno – et mekanik-byggesæt, som sikkert også vil vække gode minder hos mange bedsteforældre.

Hillerød Bymuseum har gennem et par år forvandlet Tidens Gade på 1. sal med hjælp fra Grethe Christiansens Legatstiftelse. Museet er nu mere børnevenligt og der er masser af ting man må røre ved og lege med.
Det er også med hjælp fra Grethe Christiansens Legatstiftelse, at det nye værksted om fysikinstrumenterne fra Weitzmanns Etablissement er blevet til.

Weitzmanns Etablissement

Christian Weitzmann var med til at stifte Industriforeningen i Hillerød, hvor han optrådte med fysikforsøg for indbudte lærlinge og svende. Han deltog også livligt i de mere selskabelige uformelle sammenkomster i foreningen i ‘Lastens Hule’, hvor han underholdt med beretninger om sine besøg hos berømte fysikere i Tyskland. Weitzmann skrev digte i låget på de røde trækasser, han brugte til at sende sine varer i til skolerne, med et budskab om at kassen skulle returneres og genbruges. Weitzmann var en spasmager og et menneske med glimt i øjet – og det glimt vil museet gerne give videre i formidlingen af det gode, gamle instrumentmagerhåndværk.

Weitzmanns Etablissement fik indvirkning på udviklingen i Hillerød i mange generationer: Den tidligere lærling i firmaet, Otte Nielsen, byggede sit eget Etablissement efter at Weitzmanns Etablissement lukkede i 1926. Efter Otto Nielsens død i 1943, var det hans tidligere lærling, Mogens Petersen og kollegaen Erik Dræby, der fortsatte produktionen af fysikinstrumenter i firmaet Podis. Det gjorde de bl.a. i samarbejde med Christian Weitzmanns yngste søn, Erik Weitzmann, der fortsatte med fysikinstrumenterne helt frem til sin død i 1972.

Både Otte Nielsens Etablissement og Podis, blev, ligesom Weitzmanns Etablissement havde været det, udklækningssted for mange dygtige finmekanikere og skabte derved et solidt fundament af dygtige medarbejdere til de mange finmekaniske virksomheder, der endnu i dag ligger i Hillerød og omegn.

Hillerød Bymuseum

Formidlingsinspektør Ingeborg Philipsen, der står bag den nye udstilling.