Ny forskning fra Museum Nordsjællands arkæolog Pernille Pantmann viser, at den hidtidige forestilling om, at heste i jernalderen blev ofret på pinde og placeret i moser, er ukorrekt. Den nye forskning bryder med årtiers forestillinger om hesteofringer og hestens værdi for vores jernalderforfædre.
På motorvejsskiltet, der henviser til Sagnlandet Lejre, er der en hest. Eller resterne af en hest. Placeret på et interimistisk stativ af pinde, der holder hestens skind og hoved oppe. Det skilt og al den viden, det er skabt med udgangspunkt i, skal nu revurderes – i alt fald hvis det står til museumsinspektør og ph.d. i forhistorisk arkæologi, Pernille Pantmann, fra Museum Nordsjælland.
Siden 2007 har hun beskæftiget sig med mosefund og udgravninger af nordsjællandske vådområde. Det er viden fra dette, der danner udgangspunktet for hendes artikel i GEFJON, et videnskabeligt tidsskrift med fokus på arkæologiske emner fra hele Danmark. I artiklen redegør hun for flere af de fejlslutninger, hun mener, der er forbundet med den hidtidige skildring af hestens betydning i jernalderen samt offerpraksis af dyret i vådområder.
‘Narrativet om hesteskindet på en pind er et stærkt brand for jernalderens offerskik igennem årtier, men det gør det ikke mere rigtigt. Det arkæologiske fundbillede er blevet udbygget de senere år, og det stemmer ganske enkelt ikke længere overens med fortællingen om at heste blev ofret på pinde – eller nødvendigvis var vigtigere end andre dyr’, siger Pernille Pantmann.
➤ Læs artiklen ‘Makabre hesteofringer i jernalderens moser kan være en myte’ på videnskab.dk.
Pantmanns forskning tager udgangspunkt i en lang række arkæologiske fund af blandt dyreknogler i vådområder, der viser, at hesten i denne periode ikke havde den særstatus i forhold til andre husdyr, som eftertiden har tillagt den. Derudover er der ifølge Pantmann intet, der tyder på, at heste blev placeret på træstager i moseområder som offergaver. Hun bryder dermed med et arkæologisk dogme, der har været dominerende siden 1950’erne.
Hesteofret på pind, som det ofte fremstilles som udtryk for den hellige mose. Foto Rasmus Holst Nielsen.
Den selvmodsigende offer-nidstang
Illustrationen af et stagesystem med et hesteskind på en shamantromme fra Altai i Sydsibirien danner ifølge Pantmann en del af grundlaget for den fejlagtige tolkning af heste på pinde. Dertil kommer en række misforståelser af hestefund fra både Sorte Muld og Gamleborg på Bornholm, og derefter en række andre fund fra resten af landet, som har eksisteret og er udbygget siden 1950’erne. Desuden kom også historien om nidstangen ind i billedet, som yderligere skabte forvirring. For at ofre til guderne og nidstangsfænomenet er i sig selv selvmodsigende, argumenterer Pernille Pantmann for i artiklen, der udkom i efteråret 2024:
‘Det at bære nid, handler om at udtrykke uvenskabelige følelser som had og misundelse ved at montere et hestehoved på en stang, pind eller stage. Det er således ensbetydende med handlinger, som vel nærmest kan beskrives som ærekrænkende. Næppe de følelser, der har været forbundet med ofre til guder,’ forklarer Pernille Pantmann.
Dertil kommer, at der ved flere af de gruber, som har været en del af grundlaget for fortællingen om ‘heste på pinde’ også er fundet rester af andre dyr. Dette gør sig blandt andet gældende for bornholmske Sorte Muld, hvor der blev fundet rester af flere forskellige husdyr, men hvor hesten i eftertiden blev tillagt den største betydning.
En lokal skik hvor det alene er hestebenene, der er ofret sammen med lyse sten. Fundet i Dyremosegård i Skævinge. Foto Museums Nordsjælland
‘Jeg tror ikke, at man pr. definition kan sige, at hesten var det vigtigste dyr i jernalderen. Det har været vekslende fra samfund til samfund og fra situation til situation. I Nordsjælland var hesten eksempelvis ikke så vigtig i sammenligning med andre dyr vurderet ud fra, hvor ofte vi finder den, eller hvor specielt den er blevet behandlet. Det ser ud til, at de øvrige husdyr betød mere – måske fordi der i Nordsjælland især var hyrdebønder,’ siger Pernille Pantmann og opfordrer dermed til et opgør med en forudfattet forståelse af hesten som værende det vigtigste dyr i jernalderen og i særdeleshed med opfattelsen af, at de store dyr blev ofret på pinde i moser.
‘Nogen har ment, at jeg kun gik ind i det her for at være provokende, det er bestemt ikke tilfældet. Jeg vil bare gerne have, at vi husker på, at tingene ændrer sig. Vores viden ændrer sig og derfor skal vores holdninger og det blik, vi – som arkæologer – ser på tingene med også følge med,’ siger Pernille Pantmann.
➤ Læs artiklen ‘Hesteofre, nidstang og andre arkæologiske kæpheste’ i GEFJON nr. 9.
Forskningsprofil: Pernille Pantmann
Pernille Pantmann, 45, er ph.d. i forhistorisk arkæologi og museumsinspektør i arkæologi på Museum Nordsjælland. Hendes forskning omfatter blandt andet forhistorisk interaktion med vådområder, forhistorisk religionsudøvelse samt moselig.
Hendes ph.d. blev afleveret i 2020 og var et opgør med et arkæologisk dogme i branchen om, at moserne ikke var arkæologisk interessante i forhold til eksempelvis bopladser. I denne beskæftigede hun sig med de lyse sten, dyreknogler, og andre fund. Opgør med grundlæggende begreber, fx offermoser.