Af Jesper Munk Andersen, Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland
Rettergang, dom og morskab i slotsgården
Det nordsjællandske parforcejagtlandskab hænger uløseligt sammen med områdets kongelige slotte, der for en stor del har deres oprindelse som jagtslotte. Det var fra jagtslotte som det nedrevne Jægersborg Slot, og ikke mindst Frederiksborg Slot, at kongen med sit store jagtfølge red ud, når parforcejagterne skulle bedrives, og det var her, afslutningen på jagterne fandt sted, når dagens bytte blev præsenteret i slotsgården og jagtretten sat.
Fra den engelske diplomat Robert Molesworth, der efter endt udsendelse til Danmark i 1694 udgav en kontroversiel beskrivelse af den danske enevælde, er bevaret en udførlig beretning af netop jagtretten på Frederiksborg Slot under Christian 5.
Skal vi tro diplomatens ord, var jagtretten et festligt og fornøjeligt skue, hvor furore herskede hjulpet på vej af store mængder alkohol. Det var da heller ikke den hårde justits, han her var vidne til, men derimod en afslappet og uformel rettergang med plads til drilske indslag. Når retten blev sat, kunne alle, berettiget såvel som uberettiget, angive overtrædelser mod jagtlovene for Christian 5., der både dømte og eksekverede. Under stor morskab afsagde majestæten dommen over de angivne, og idet ‘… the accused is generally found guilty [den tiltalte normalt kendes skyldig]’ var der ikke andet for end at spille med på legen og tage den korporlige straf, hvis ens navn blev råbt op.
Overværet af dronningen og hoffets damer måtte den dømte i skæret fra slotsgårdens talrige fakler, akkompagneret af toner fra de store jagthorn og hundekoblernes gøen, knæle foran byttet ‘… with his Buttocks up, and remove the Skirts of his Coat, which might intercept the blows; then comes his Majesty, and with a small long Wand gives the Offender some Lashes on his Posteriors [med rumpen op og fjerne jakkens skøder, der kan afbøde slagene; derefter kommer hans Majestæt og med en lille lang stav giver den idømte nogle slag i enden]’.
Udsnit af maleri fra ca. 1750, der gengiver den korporlige afstraffelse ved jagtretten. Foto: Statens Museum for Kunst.
Når alle skyldiges ender var røde af kongens stav, blev retten opløst, og jagtens sidste handling – hundenes belønning – kunne begynde. En handling der for en udenforstående må have virket lige så bizar som jagtrettens afstraffelse. Mens kongefamilien og jægerne så på, gik hundekoblerne, der under jagten havde løbet byttet træt, nu i dyrets indvolde, der forinden var blevet blandet med brød og lagt ud på det opsprættede dyr. Et sikkert ganske markabart syn for den observerende Molesworth, der må have betragtet jagtretten i slotsgården med lige dele undren og foragt, hvis vi ellers kan tage hans beskrivelse for gode varer.
Det var foran Frederiksborg Slots imponerende marmorgalleri i slotsgården, jagtretten blev sat. Udsnit af opmåling 1916. Foto: Danmarks Kunstbibliotek.