Louise von Plessen (1725-1799) arvede i 1758 Kokkedal Slot af sin far, Christian August von Berckentin. Han havde flere gange i 1745 anmodet om at overtage nogle jorder ved Sophienberg for at opføre et lystslot.
Ældre fotografi af portræt af Louise von Plessen. Originalen hænger på den tyske herregård Gut Sierhagen, der stadig er i Plessen-slægtens eje. Foto: fra bogen Struensee og det danske hof, 1760-1772, 1917.
I 1746 lykkedes han med foretagendet og byggeriet påbegyndtes. Plessen havde i 1740’erne fungeret som hofdame for Sophie Magdalene og etableret et godt forhold til enkedronningen. Den gode relation forårsagede, at hun opnåede adskillige privilegier på Kokkedal, såsom skattefrihed, fritagelse for andre afgifter samt fri benyttelse af skovområderne omkring Kokkedal.
Prospekt af Kokkedal af kobberstikker Wilhelm Andreas Müller, 1763. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
I 1766 kaldtes den 41-årige Plessen til hoffet for at fungere som overhofmesterinde for Christian 7.s 15-årige dronning Caroline Mathilde. Trods aldersforskellen dannede de et tæt venskab. Plessen opfattede det som sin rolle at bringe værdighed og sømmelighed til hoffet. Hendes noget firkantede syn på etikette og negative opfattelse af Christian 7. og hans omgangskreds medvirkede til det dårlige forhold mellem regentparret. Plessen forsøgte på flere måder at holde Caroline Mathilde fra Christian 7.s tilnærmelser og få dronningen til at afvise kongen.
Plessen skal ikke tilskrives al skyld for det dårlige ægteskab, men hendes ageren forbedrede ikke situationen. Hun blev desuden samlingspunktet for en kreds af standspersoner, der følte sig forbigået ved hoffet, og som tog dronningens parti fremfor kongens.
Dette gav Plessen mange magtfulde fjender. I 1766 begyndte Caspar von Saldern at husere ved det danske hof. Han fungerede som rådgiver for Katharina den Store og repræsenterede den russiske dronning i forbindelse med nogle prekære forhandlinger mellem Danmark-Norge og Rusland vedrørende et mageskifte og en alliance mellem de to riger. Saldern var udmærket klar over, at man fra dansk side måtte honorere ham med penge såvel som stor respekt, hvis han skulle tale danskernes sag. Han tog sig derfor godt betalt. Han var samtidig en dygtig men hensynsløs politiker, der sammen med udenrigsministeren Johann Hartwig Ernst von Bernstorff fjernede potentielle kritikere af forhandlingerne. Saldern blev hurtigt en af Christian 7.s yndlinge og fik stor indflydelse.
Portræt af Caspar von Saldern. Malet af Virgilius Erichsen. Foto: Eremitagen Sankt Petersborg, Rusland.
Begrundelsen for at få fjernet Plessen var lige til. Hun havde udtalt sig kritisk om et tæt forhold mellem Danmark-Norge og Rusland. Saldern behøvede heller ikke mange overtalelsesevner for at overbevise kongen, der i forvejen afskyede overhofmesterinden.
Plessen, som Saldern omtalte som ‘dronningens loppefangerske’, blev med kort varsel bortvist fra hoffet. Selv en afsked med dronningen var udelukket. Plessen rejste efterfølgende til Kokkedal men fik her besked på helt at forlade riget. Ydmygelsen var total.
Maleri af Nicolai Abildgaard fra 1790 med titlen: Christian VII forener den hertugelige med den kongelige del af Holsten i 1773. Malet til minde om mageskiftet mellem Danmark og Rusland. Foto: Statens Museum for Kunst.