Corfitz Ulfeldts (1606-1664) lynkarriere og pludselige fald fra magtens tinde i Danmark, for så at gentage selvsamme mønster i Sverige, er bemærkelsesværdig. Fra i 1629 at være hofjunker kunne han fjorten år efter kalde sig selv rigshofmester. Ulfeldt havde uden tvivl politisk og diplomatisk tæft, men han var også begunstiget af sin hustru Leonora Christina, som Christian 4. skattede højt. Derudover praktiserede Christian 4., hvad historikere har kaldt, en ‘svigersønnepolitik’. Denne gik ud på at ægte kongens døtre med adelige, der skulle fungere som allierede i Rigsrådet. Politikken mislykkedes, fordi svigersønner som Ulfeldt udelukkende ønskede at forøge deres egen magt.
Streætsning fra 1863 forestillende Corfitz Ulfeldt af Julius Magnus-Petersen (1827-1917). Foto: Statens Museum For Kunst.
Christian 4.s død ændrede Ulfeldt-parrets magtposition markant, hvilket de kunne takke sig selv for. Allerede inden Christian 4.s død ragede de sig uklar med kronprins Frederik (3.), ved at forhindre ham i at besøge sin døende far. Forholdet forværredes af, at Leonora Christina ikke accepterede, at hun standsmæssigt stod under Frederik 3.s dronning Sophie Amalie.
Frederik 3. var politisk svag i sine første regeringsår. Gradvist underminerede kongen imidlertid Ulfeldts magt, og en undersøgelse af rigshofmesterens embedsførelse i 1651 fik Ulfeldt-parret til at flygte. Herefter konfiskeredes deres ejendomme, og Hørsholm blev overdraget til Sophie Amalie.
Ulfeldt gik i svensk tjeneste og repræsenterede svenskerne ved Roskildefreden efter dansk nederlag under den første Karl Gustav-krig (1657-1658). Han fik sat sit personlige aftryk på fredstraktaten, idet Ulfeldt-parrets ejendomme skulle tilbageleveres med de samme rettigheder som før. Til deres store irritation lykkedes det dog danskerne at få den svenske konge Karl 10. Gustav til at lade Hørsholm forblive i Sophie Amalies besiddelse.
Samtidigt portræt af Frederik 3. Malet af Abraham Wuchters (1608-1682). Foto: Statens Museum For Kunst.
For sin tro tjeneste tildeltes Ulfeldt svenske godser, men efter at have kritiseret den svenske konges beslutning om en ny krig mod Danmark og på grund af mistanke om forræderi, vaklede stolen igen. Det blev kun værre af, at Ulfeldt betragtede sine svenske godser som kompensation for Hørsholm, hvorpå han nægtede at betale skat til den svenske krone. Resultatet blev endnu en flugt, der endte i en dansk tilfangetagelse. Ulfeldt-parret blev løsladt, men på strenge betingelser, hvorved de f.eks. afstod alle krav på Hørsholm.
Ulfeldt kunne imidlertid ikke afholde sig fra at modarbejde kongen. I 1663 tilbød han kurfyrsten af Brandenburg den danske krone, hvilket tolkedes som højforræderi. Ulfeldt dømtes til døden, men da hovedpersonen var væk, henrettede man en dukke i stedet. Ulfeldt døde i landflygtighed året efter, mens Leonora Christina tilbragte år af sit liv som fange i Blåtårn for at ende sine dage i Maribo Kloster.