Caroline Mathilde: Den ulykkelige dronning

Caroline Mathilde (1751-1775) voksede op i England, indtil hun som 15-årig i 1766 blev gift med sin 17-årige danske fætter Christian 7. I 1768 fødte hun en tronfølger (Frederik 6.), og havde dermed opfyldt sin vigtigste opgave som dronning. Hendes forhold til kongen var imidlertid elendigt på grund af hofintriger og Christian 7.s sindssyge.

Portræt af Caroline Mathilde. Malet af Jens Juel. Foto: Statens Museum For Kunst.

I 1767 mødte Christian 7. stadslægen Johann Friedrich Struensee i Altona. Imens fejrede Caroline Mathilde sin 16-års fødselsdag på Hirschholm Slot sammen med enkedronningerne Sophie Magdalene og Juliane Marie. Stadslægen blev ansat som Christian 7.s livlæge og vandt hurtigt kongens tillid, men så sandelig også dronningens, som blev hans elskerinde.

Affæren mellem Caroline Mathilde og Struensee kunne udleves i mere private rammer på Hirschholm Slot, der efter Sophie Magdalenes død i 1770 var tilfaldet kronen. Samme efterår opholdt hoffet sig nogle måneder på slottet. Her indrettede Caroline Mathilde slottet og gjorde det til sit. Tiden gik med ridning, jagt, teater og intime tafler.

Miniature forestillende Christian 7. Foto Nationalmuseum, Sverige.

Dronningen og Struensee nød livet i det nordsjællandske i fred for nysgerrige blikke, og året efter tog de igen ophold på Hirschholm Slot fra juni til november. Perioden kendes som ‘Hirschholm-sommeren’. Ofte spiste man i dronningens private gemakker i stedet for at tage de store sale i brug, mens fornemme gæster blev modtaget i Det Store Havehus, hvor der også blev afholdt teater og koncerter.

Slotshaven blev hyppigt taget i brug med fyrværkeri og illumination, og her blev der kørt med hestevogn, redet og spadseret. I Slotsgartnerens hus, der i dag kendes som Fuglsanghus, boede et italiensk operakompagni under ledelse af komponisten Giuseppe Sarti. De havde til opgave at synge for majestæterne og hoffet. Når koncerterne var forbi, vandrede det kongelige selskab fra havehuset gennem den oplyste slotshave. Skjult bag hækkene sad musikere og spillede dæmpet musik.

Tegning af Vilhelm Marstrand, der forestiller Caroline Mathilde og Struensee på en ridetur ved Hirschholm. Foto: Statens Museum For Kunst.

Slottet fungerede også som ramme for Struensees og Caroline Mathildes kontroversielle opdragelse af kronprins Frederik (6.). Opdragelsen fulgte filosoffen Jean Jacques Rousseaus principper om, at mennesket skulle tilbage til naturen. Derfor skulle den svagelige kronprins hærdes ved spartansk kost og tyndt tøj. Han skulle gå barfodet rundt, have kolde bade og sove i et uopvarmet værelse. Det satte naturligvis rygter i gang om misrøgt af tronarvingen.

Hoffet brød op fra Hirschholm sidst i november. Halvanden måned efter blev Struensee fængslet og senere henrettet. Kongeparret blev skilt, og Caroline Mathilde endte sine dage i Celle i Niedersachsen.

Akvarel af Peder Als forestillende Caroline Mathilde med kronprins Frederik (6.) i 1771 på Hirschholm Slot. Akvarellen er en del af en serie, der skulle modbevise rygterne om Frederiks misrøgt. Foto: Statens Museum For Kunst.