Når Museum Nordsjællands mobile museum, Kulturspot, lander på havnen i Rungsted tirsdag den 5. maj bliver det med en helt ny udstilling til glæde for både store og små, der vil vide mere om fortidens overtro.
Udstillingen tager nemlig udgangspunkt i fund fra arkæologien, som har med tro, folketro, beskyttelse og forbandelser at gøre. De valgte fund spænder bredt – en blyskive med et indridset øje, kildevæld og skeletter fra middelalderen. Hvad har de til fælles, og hvordan passer de på det at tro?
Mange af oldtidens trosforestillinger kan spores helt op i nyere tid og til i dag, da den førkristne tro er blevet til folketro i middelalderen og har eksisteret parallelt med den etablerede kristne tro. Det sætter udstillingen Lykken er at tro… fokus på i fortællingen om helt almindelige ting, som har fået tillagt en særlig kraft – hvad enten det er for at straffe en tyv, blive rask af en sygdom eller beskytte sig mod ondskab.

Gratis kultur on the go
Kulturspot er Museum Nordsjællands mobile, arkæologiske museum, som flyttes flere gange i løbet af en sæson og som er gratis for alle, der dog gerne må registrere sig som besøgende via QR-koder opsat på siden. Det er indrettet i en stor rød container, der kan placeres på torv, havne og andre åbne pladser. På den måde kommer kulturoplevelsen tæt på de mennesker, der naturligt færdes i områderne: En slags kultur to go.
Omdrejningspunktet for udstillingerne er arkæologi, som Museum Nordsjælland varetager i hele Nordsjælland og den nye udstilling præsenterer da også fund fra flere steder i landsdelen.
Blandt de spændende genstande er en lille blyskive fundet ved Åkilde. Den er et eksempel på folketro, fordi den var en del af et ældgammelt ritual kendt som ”at slå øjet ud på en tyv”. Man tegner et øje på blyskiven og slår derefter et søm i det tegnede øje. Dermed bliver tyven forbandet.
