Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv
En udbredt misforståelse
I 2014 blev den danske folkeskole blive fejret vidt og bredt. Begrundelsen for festlighederne var, at den enevældige danske konge, Frederik 6. i 1814 udstedte 5 love om skolevæsenet i det vidtstrakte danske monarki. Så lad os kort se på disse love og den datid, de kom til at virke i.
For en ordens skyld starte, kan vi starte med at udrydde en udbredt misforståelse. Fejlagtigt siges det nemlig ofte og mange steder, at lovene indførte undervisningspligt og endog skolepligt. Det er ikke rigtigt. Denne pligt var blevet indført allerede af Christian 6. (1730-1746).
Christian 6.s skolelove
I 1736 udstedtes den såkaldte konfirmationsforordning, der gjorde konfirmation lovpligtig. Heri blev det krævet, at børnene skulle gå i skole for at blive undervist i kristendommen som forudsætning for at blive konfirmeret. Og Christian 6.s skolelov fra 1739 fulgte op på dette krav.
Allerede her i 1739 indførtes skolepligt for den brede befolkning. Formuende folk derimod behøvede ikke at sende deres små poder ud på de ufremkommelige veje, men kunne opfylde undervisningspligten ved at ansætte en hjemmelærer som i loven fra 1739 kaldtes en informator. Så undervisningspligt henholdsvis skolepligt var indført længe inden 1814-reformen. Med en helt klar religiøs begrundelse.
Men tilbage til 1814. Hvad var der så specielt ved de skolelove, der så dagens lys den gang for 200 år siden?
Lovene fra 1814
Når der var tale om 5 love og ikke én skyldtes det, at Danmark var et multikulturelt monarki. Det bestod af kongeriget Danmark, kongeriget Norge og hertugdømmerne Slesvig-Holsten. Dertil kom, at der udformedes specielle regler for jøderne. Og ikke nok med, at skolelovgivningen skulle skræve over disse forskellige ‘lande’. Den skulle også tage højde for det måske vigtigste skel i dansk kultur og historie. Skellet mellem land og by. Derfor udformedes en lov for købstæderne og en for København, der alene i kraft af sin størrelse var noget helt specielt, og endelig for ‘Almueskolevæsenet paa Landet’.
Da Hørsholm tilhørte ‘landet’ vil jeg kort omtale de vigtigste bestemmelser i denne lov. Formålet med lovene kan beskrives som tredelt. Børnene skulle indpodes kristendommen i den lutherske udgave og i ‘borgerlige Dyder’. Desuden skulle de bibringes de kundskaber, man mente var nødvendige for at blive nyttige borgere i staten ved at blive undervist i religion, skrivning, regning samt læsning. At opdragelsen til kristne mennesker var det, der holdt det hele sammen, antydede det obligatoriske pensum. Tre af de fire bøger, der nævnes som obligatoriske, er Luthers Cathecismus, lærebogen i religion og salmebogen. På disse punkter var der intet nyt under solen; men forhistorien til lovene viser, at lovgiverne i 1814 lagde mere vægt på, at skoleundervisningen skulle give børnene nyttig viden ud over kristendomskundskaben, end man gjorde i Christian 6.s skolelove. Desuden var undervisningen i såvel religion og læsning, som i skrivning og regning, nu gratis i modsætning til tidligere.
Forsiden af den trykte lov om skolevæsenet på landet fra 1814. Dansk Skolehistorie bd. 2 side 133.
Børn mellem arbejde og skole
Det var ikke en selvfølge i 1800-tallet, og slet ikke i 1700-tallet, at børn skulle gå i skole (var skolebørn). Derimod var det en selvfølge, at børn arbejdede. På landet deltog de i landbrugsarbejdet fra en tidlig alder. Det var en nødvendighed. Derfor indrettedes bestemmelserne om skolegang herefter. Det betød, at børnene inddeltes i to klasser i skolen. Den yngste. Og den ældste.
Den ældste gik mest i skole om vinteren, hvor der var mindst landbrugsarbejde, og var fraværende i de arbejdstunge perioder. Omvendt med de små elever. Af samme grund lagdes sommerferien i fire uger fra kornhøstens begyndelse, og forældre eller gårdmænd måtte holde deres børn hjemme i 2 til 3 uger i såtiden såvel om foråret som om efteråret.
I parentes bemærket var disse bestemmelser uden betydning for de børn og forældre, som selv sørgede for børnenes undervisning f.eks. ved at ansætte en student eller seminarieuddannet lærer til at tage sig af den sag. Det kunne være præstens børn eller den lokale godsejers børn, som forventedes at få en bedre undervisning. Her gjaldt, som i 1739-loven, undervisningspligten, ikke skolepligten. Der var forskel på folk, og det skulle der vedblivende være.
Forsiden af biskop Balles lærebog i Luthers lære fra 1791. Den var obligatorisk i de danske skoler gennem mange år. Dansk Skolehistorie bd. 2 side 38.
Selvom skoletiden var indrettet efter bøndernes behov for børnenes arbejdskraft, var der blandt de brede lags børn så mange forsømmelser, at det er blevet sagt om fremmødet i en skole her på egnen: ‘Læreren maa sige med Esajas, at der er ikke flere Børn i Skolen end Bær efter Høsten: her ses eet, her to, her fire, her fem børn.’
For at få forældrene til at makke ret, til at sende børnene i skole, havde man ret til at idømme mulkt-en bøde. Og det gjorde man i stor stil, hvad et hastigt blik i Hørsholm skolekommissions protokoller fra 1880’erne viser, at det gjorde man selv så mange år efter 1814, idet man kun anerkendte 3 grunde som gyldige for udeblivelse: sygdom, hårdt vejr og ufremkommelige veje.
Den ultimative sanktionsmulighed havde myndighederne dog ved at kunne nægte at lade børnene konfirmere. I lovens § 25 bestemtes nemlig, at intet barn måtte antages til konfirmation, før skolekommissionen havde sagt god for dets kundskaber. Og omvendt måtte et barn ikke udskrives af skolen, før det var blevet konfirmeret, hvad der som nævnt allerede var blevet et lovkrav i 1736.
Hvorfor blev 1814-lovene så skelsættende?
På nogle væsentlige punkter var 1814-lovene en fortsættelse af Christian 6.s lov. På andre punkter var der tale om noget nyt. Undervisnings-og skolepligten var af ældre dato. Det var derimod nyt, at al undervisning i almueskolen på landet var gratis; men når 1814 fik så stor betydning, at man med en vis ret kan datere folkeskolens start til dette år, skyldes det ikke enkelte bestemmelser. Snarere helheden og det samfund lovene kom til at virke i.
De blev til i en krisetid. I 1813 var den danske stat gået fallit. I januar 1814 mistede Danmark Norge ved Kielerfreden på grund af deltagelse i de europæiske krige på den tabende side. Og siden fulgte en landbrugskrise; men landboreformerne i slutningen af 1700-tallet havde ryddet vejen og skabt et landbosamfund, hvor der var plads til skolen. Først og fremmest var godsejernes lokale dominans brudt og der var opstået en klasse af gårdmænd, der gennem 1800-tallet oplevede økonomisk fremgang og langsomt, men sikkert overtog magten på lokalt plan. Desuden var skolelovgivningen et udtryk for, at den enevældige danske stat ønskede at give skolen en fastere form: med bedre bygninger, klarere styring, dygtigere lærere og med mere effektivt tilsyn og kontrol.
De vigtigste bøger til barnets skolegang i 17- og 1800-tallet: Opslået ses en ABC. De andre er Luthers katekismus, evangeliebogen og en katekismusforklaring.
Læs mere om
Tags: Børn, Skolehistorie