Da Rungsted Havn blev bygget

Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv, 2015

Etablering af Rungsted Havn var et flerårigt projekt. Fiskernes havn i Rungsted bestod i 99 år – fra 1824 til 1923 – af to tilpassede høfder eller bølgebrydere. Der blev godt nok taget initiativ til at bygge en egentlig havn – af Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen; men sagen løb ud i sandet, og det var måske baggrunden for at fiskeriet sakkede agter ud i Rungsted i forhold til situationen andre steder langs Øresundskysten. Således stagnerede antallet af fiskere i perioden 1901-1920. Der var omkring 15, og værdien fangsten pr. fisker var langt mindre end i de større havne.

I 1915 var de to tilpassede høfder i så dårlig en forfatning, at fiskerne henvendte sig til Hørsholm sogneråd, for at få støtte til de nødvendige reparationer. Samtalerne førte næsten selvfølgelig til spørgsmålet: Kan det ikke bedre betale sig at bygge en havn end at udbedre skaderne på de gamle bølgebrydere. Det var fiskerne selvfølgelig interesserede i, og da også den lokale handel var interesseret gik sognerådet enstemmigt ind for, at der skulle bygges en ny havn, og der blev straks nedsat en komité, der skulle arbejde videre med sagen.

Den kom til at bestå af sognerådsformand, apoteker Paul Scheel, grosserer O. Skovgaard-Petersen samt tre fiskere: Strandfoged Christian Jensen, Jørgen Jørgensen og Karl Jørgensen. Grundejerforeningens formand arkitekt Bernh. Svane Ingemann blev senere medlem.
Der blev i juli 1916 afholdt et stort offentligt møde med 150 deltagere, hvor ingeniør etatsråd Monberg fremlagde et forslag. Der blev desuden indbudt til at man kunne tegne sig for tilskud til havnen. De fremmødte tegnede sig for 18.000, hvortil kom, at fiskerne i forvejen havde samlet godt 4.000 og to velhavere havde stillet henholdsvis 5.000 og 3.000 i udsigt – altså i alt 30.000 kr.

Rungsted Havnekomité i 1917 i det såkaldt norske hus, tilhørende grosserer O. Skovgaard-Petersen, Vallerød Banevej. Fra venstre ses Karl Jørgensen, strandfoged Chr. Jensen, grosserer O. Skovgaard-Petersen, apoteker og sognerådsformand Paul Scheel og fisker Jørgen Jørgensen.

Monberg fremlagde sit forslag til en såkaldt ø-havn, hvorved man forstod en havn, der skulle ligge et stykke fra kysten og være forbundet med denne ved hjælp af en bro eller en dæmning. Da man befandt sig midt under 1. verdenskrig (1914-1914) med dens inflation tog forslagsstilleren klogeligvis forbehold over den budgetterede pris, som han dog satte til 200.000. Dette beløb voksede senere til 300.000 som følge af de tekniske ændringer, som ministeriet for offentlige arbejder foretog.

I 1918 gik arbejdet i gang og allerede samme år var molen, der skulle forbinde land med havn færdig; men budgettet var overskredet, så da ministeriet meldte ud, at der ikke kunne bevilges flere penge, standsede det videre arbejde, som desuden var løbet ind i indsigelser fra ejeren af Rungstedlund, Karen Blixens mor, Ingeborg Dinesen, der støttet af naturfredningsforeningen frygtede, at havnen ville gå ud over udsigten fra Strandvejen over Øresund.

Staten banede imidlertid vej for havnen blandt andet ved hjælp af de fornødne ekspropriationer, så arbejdet kunne starte igen i 1921 og stå færdig i 1923, hvor den officielle festlige indvielse af Rungsted Havn kunne finde sted 29. juni. Da havde den kostet 560.000, hvoraf staten havde betalt de 246.000 og Hørsholm Kommune de 200.000.

Sommerklædte passagerer på vej ind ad anløbsbroen i 1923.

Dermed var prøvelserne imidlertid ikke ovre. For det viste sig, at naturen også havde et ord at skulle have sagt. Vinteren 1923-24 blev streng, så der dannedes en stor og halv meter tyk isflage i Nivåbugten, der strakte sig et par kilometer ud i Øresund. 27. januar 1924 satte en storm den i drift mod syd – med kurs direkte mod det nye havneanlæg. Efter sigende lød der et brag som et kanonskud, da isflagen tørnede mod adgangsbroen, der var af jernbeton, og skubbede den ca. en meter mod syd. Som det ses af fotografiet fra 1924 var broen nu uanvendelig.

Anløbsbroen efter isen havde ødelagt den i januar 1924.

Da staten meldte hus forbi, hvad angik finansiering af opførelsen af en ny bro, måtte Hørsholm Kommune og Frederiksborg amt til lommerne for at skaffe de 85.000, som den lokal entreprenør Alex I Hansen fik for at udføre arbejdet.

Havnen gav ikke vækst for fiskeriet, og antallet af fiskere faldt. Omvendt voksede antallet af lystfartøjer og dermed indtægterne herfra, så man måtte skaffe mere plads til dem omkring 1960. Det forslog imidlertid ikke, så der blev bygget en ny stor lystbådehavn, der blev åbnet i 1974 med plads til 725 lystfartøjer.

Læs mere om