Slavekaptajnen og Fuglsanghus

Af Ida Rosenstand Klahn, afdelingschef, Nyere Tids afdeling

Omkring begyndelsen af 1780’erne købte slaveskibskaptajnen Jørgen Andreas Hiorth slotsgartner Pflüggers hus i Hørsholm. Slotsgartnerens hus lå dengang på en grund lige ud til den daværende Kongevej, der førte mod Usserød. I dag hedder gaden Kammerrådensvej, og huset eksisterer stadig, men er blevet flyttet til Gl. Hovedgade og går under navnet Fuglsanghus.

Det var dronning Sophie Magdalene, der kort efter 1760 havde skænket byggegrunden til slotsgartner Johan Tobias Pflügger. Det hus, der blev opført, var et typisk købstadshus i bindingsværk med kvist og tegltag. Da Pflügger selv boede i sin store embedsbolig i Kavalerbygningen ved Folehavevej, lejede han i første omgang det nye hus ved Kongevejen ud. Omkring begyndelsen af 1780’erne solgte han det til kaptajnen, som var blevet rig af handel med slaver og andre varer.

I baggrunden af billedet ses Fuglsangshus’ oprindelige placering ved den gamle Kongevej, hvor krydset mellem Rungstedvej og Kammerrådensvej ligger i dag. I 1975 blev det revet ned og i 1978-80 genopført på Gl. Hovedgade. Foto: Helge Pedersen 1964.

Det var ingen tilfældighed, at kaptajnen og hans hustru valgte at flytte til Hørsholm, for hustruens familie boede i området i forvejen. Hendes bror havde slået sig ned som købmand i Hørsholm. Kaptajn Hiorth og hans hustru købte naboejendommen, slotsgartner Pflüggers hus, hvormed søster og bror boede side om side i nærheden af deres mor i Niverød. Det betød, at når kaptajnen var ude på en af sine lange rejser, havde hans unge hustru sin nærmeste familie helt tæt på.

Kaptajn Hiorth sejlede på den såkaldte trekantsrute, der havde til formål at fragte slaver fra Afrika til Dansk Vestindien. Flere gange sejlede han med fregatten Christiansborg fra København til Guinea, derfra til Skt. Croix i Vestindien og fra Skt. Croix hjem til København.

I 1784 døde kaptajn Hiorth på en rejse til Guinea og efterlod sig den 36-årige velstående enke alene med to piger. Historien om kaptajn Hiorth, der grundlagde sin formue på handel med slavegjorte afrikanere, og som samtidig tilhørte det bedre borgerskab i Hørsholm i slutningen af 1700-tallet, giver et lille indblik i et mørkt kapitel af vores historie. Forhåbentlig giver det stof til eftertanke, næste gang man slår et smut forbi hans tidligere bolig Fuglsanghus på Gl. Hovedgade i Hørsholm.

Kaptajn Jørgen Andreas Hiorth. Ukendt kunstner. Foto: H.C. Rosted 1967.

Læs mere

Artikel om ‘Slavekaptajnen i Hørsholm’ i Museum Nordsjællands årbog ‘Alletiders Nordsjælland’ 2017.


Tags: