Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv
Vallerød Gadekær lagde vand eller rettere is til, da der blev taget tilløb til dannelsen af Rungsted Ishockey Klub. Det var tilbage i 1940, hvor tyskerne havde besat landet d. 9. april. Det er fristende at tro, at de store drenge har lagt en speciel protest i at anvende spillets engelske gloser, men det er nok at idealisere deres leg på isen.
Det var i hvert fald jordbundne realistiske unge mennesker, for de organiserede sig allerede i 1941 i Rungsted Ishockey Klub, der stiftedes d. 1. januar 1941. I de første kampe efter stiftelsen slog RIK Vedbæks første og andet hold med henholdsvis 5-3 og 5-2.
Disse og andre oplysninger kan læses ud af foreningens forhandlingsprotokoller, som befinder sig på Hørsholm Lokalarkiv, men desværre kun for klubbens første 25 års vedkommende.
Arvefjenden over dem alle var i de første år Københavns Skøjteløberforening (KSF), som generelt var RIK meget overlegen; men i 1955 vandt Rungsted den første turnering om det danske mesterskab i en kamp netop mod KKSF.
Gennem mange år måtte man nøjes med at træne på en udendørs overrislet grusbane og i Gladsaxe skøjtehal, men i 1970 havde foreningens såkaldte skøjtebaneudvalg fremskaffet 240.000 kroner. Hertil lagde Hørsholm Kommune 5,2 millioner, dels i form af en lånegaranti og dels i form af direkte tilskud, således at Hørsholm Skøjtehal officielt kunne åbnes i november 1971.
Rammerne er i dag totalt ændret siden 1941, eller siden 1955 for den sags skyld. Rungsted Ishockey Klub er blevet en gennemkommerciel forretning.
Spillerne i 1941 og i 1955 på Vallerød Gadekær og den overrislede grusbane var glade amatører. Spillerne, der i dag skøjter rundt inden døre på kunstig is, er lønmodtagere på kontrakt. Nogle af dem er en slags moderne vandrerarbejdere.
Hørsholm Lokalarkiv har en del materiale, der belyser klubbens historie; men modtager gerne mere materiale. Især efterlyses nogle bortkomne scrapbøger, som har tilhørt en af klubbens ældre spillere.
Materiale kan afleveres til Hørsholm Lokalarkiv.
Læs mere om
Tags: Rungsted, Sport