Kommunalvalg i Hørsholm i 1940’erne

Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv, 2019

Var det kommunisterne, der reddede de konservative i Hørsholm lige efter krigen?

Ved kommunalvalget i 1943 fik socialdemokratiet 1549 stemmer og 7 mandater. De borgerlige 1386 stemmer og ligeledes 7 mandater. Det radikale Venstre fik 303 stemmer og 1 mandat. Da det radikale medlem af sognerådet ikke ville vælge mellem den socialdemokratiske og den borgerlige kandidat til posten som sognerådsformand, måtte man trække lod!

Man kan fornemme stilheden i sognerådssalen, da loddet skulle trækkes. Lodtrækningen faldt på socialdemokraten Frederik Nielsen. Et chok, som kom til at præge de borgerlige i fremtiden. For første gang havde Socialdemokratiet vundet flertallet i Hørsholm. Var det starten på en ny epoke?

Frederik Nielsen 1881-1958. Medlem af sognerådet, senere kommunalbestyrelsen 1921-1954. Sognerådsformand 1943-1946.

Det skulle vise sig ved kommunalvalget i 1946; men der var splittelse såvel på venstre- som på højrefløjen. På højrefløjen opstillede Venstre for første gang en selvstændig liste, og desuden optrådte tre andre lister, som kunne tage stemmer fra de konservative. På venstrefløjen opstillede Danmarks kommunistiske Parti til venstre for Socialdemokratiet.

Da krudtrøgen havde lagt sig efter kommunalvalget 13. marts 1946 var resultatet, at Socialdemokratiet havde fået 7 mandater, Det konservative Folkeparti 6 og Venstre 2 mandater. De to borgerlige partier kunne derefter ånde lettet op og vælge den konservative Johannes Esbensen til sognerådsformand. Det socialdemokratiske styre var blevet gjort til en parentes, som kun varede fra 1943 til 1946.

Johannes Esbensen 1893-1965. Medlem af sognerådet senere kommunalbestyrelsen 1938-61. Sognerådsformand 1946-52 og borgmester 1952-1961.

Men det holdt hårdt, for hvis ikke Danmarks kommunistiske Parti havde stillet op og fået 137 stemmer, og hvis bare en af de vælgere, der nu havde stemt på kommunisterne, havde stemt på Socialdemokratiet, havde dette parti fået absolut flertal – hævdede den socialdemokratiske leder Frederik Nielsen efter valget.

Om Frederik Nielsen havde helt ret i det med, at én stemme skilte partiet fra flertallet og dermed fra posten som sognerådsformand, kan jeg ikke sige; men det var et meget tæt opløb, der reddede flertallet for Det Konservative Folkepartis kandidat til posten som sognerådsformand. Og han blev vel at mærke siddende for bordenden indtil 1961 – først som sognerådsformand og fra 1952 som borgmester.

Denne historie optræder i Hans Jørgen Winther Jensens artikel ‘En konservativ succes? Politik og bolig i Hørsholms historie 1940-1960‘. Artiklen findes i bogen ‘Hovedstadsmetropolen efter 1945‘, Kbh 2011.

Læs mere om


Tags: , , , ,