Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv, 2019
I 1909 deltog kvinderne for første gang i valg til kommunalbestyrelserne i Danmark. Her i Hørsholm skete det helt nøjagtigt 12. marts 1909 ‘fra klokken 10 til 1 om formiddagen og 4 til 8 om eftermiddagen’, som der står i valgbestyrelsens protokol; men hvad kom der ud af loven? Hvor mange og hvilke kvinder stillede op? Og hvem blev valgt?
Der blev opstillet tre kvinder. Liste A, der den gang var den borgerlige liste, opstillede fru Dinesen, Rungsted, som det hedder i protokollen. Liste B, som den gang var den socialdemokratiske liste, opstillede hele to kvinder – nemlig hustru Elisabeth Johansen, Selmersvej og hustru Anna Nielsen, Gl. Vallerødvej.
I Hørsholm Avis var der opfordringer til kvinderne om at bruge den nyvundne stemmeret. Ja, det var en pligt, og valgdagen gik da heller ikke stille af. Omnibussen, der kørte mellem Hørsholm og stationen i Rungsted, var lavet om til kampagnevogn for de borgerlige. På siderne stod malet: ‘Mød frem og stem på liste A’, og på bukken ved siden af kusken sad en musiker og ‘blæste fædrelandssange og signaler’, som der står i Hørsholm Avis. Socialdemokraterne måtte nøjes med apostlenes heste, idet to af partiets ledere bar et skilt gennem gaden med en opfordring til at stemme på deres liste.
Og hvordan gik det så? Ja, ud fra et idag-synspunkt var det et ynkeligt resultat, for der valgtes kun én kvinde – nemlig fru Dinesen. Omvendt, sammenlignet med det politiske landskab i øvrigt, gik det godt i Hørsholm, for sognerådet her var et af de ganske få sogneråd, der fik kvindelig repræsentation.
Fru Dinesen blev genvalgt i 1913, men afløst af fru Marie Tryde i 1917-1921. I 1925 valgtes den første socialdemokratiske kvinde, kunstklinker Astrid Jensen, der dog ret hurtigt udtrådte af sognerådet igen. I øvrigt ville det være interessant at undersøge om de hørsholmske kvinder senere forsatte linjen fra 1909 med relativt høj kvindelig deltagelse i sognerådsarbejdet og senere i kommunalbestyrelsesarbejdet?
Læs mere om
Tags: Familien Dinesen, Kvinder, Politik