Sophienberg Slot: kongemagtens bevaringsværdige udstillingsvindue

Af Anders Dalsager, arkivleder, 2024

Der er snævre rammer for at bygge ved Sophienberg Slot, der giver udsigt til Nordsjællands kongelige fortid.

Ejendomsselskabet Calum er sendt i tænkeboks. Selskabet ejer Sophienberg, men har fået nej fra stat og kommune til at bygge rækkehuse nær slottet og slotshaven. For Sophienberg og dets omgivelser fortæller os om Danmarkshistorien. Og slottet og de omgivende grønne områder er henholdsvis fredede og bevaringsværdige.

Dronningen bygger stort ved sundet

Sophienbergs bevaringsværdige historie starter en augustdag i 1742. Da suser en række kongelige vogne forbi fiskerlejet Rungsted. Snart efter stiger Danmarks magtfulde dronning Sophie Magdalene ud. Hun vil udpege et punkt på Øresundskysten, hvor der skal opføres et kongeligt bygningsværk. Hendes valg bliver den høje stejlebakke nær Mikkelborg.

I årene efter fører det til skabelsen af et fornemt lystslot, som opkaldes efter dronningen. Det forsynes med en udsøgt barok-have, 32 rum, en kuppel og hele 48 vinduer mod Øresund. Alt sammen i præcis symmetri og med kunstneriske udsmykninger i sandsten.

Byggeriet kan virke voldsomt. Særligt da hverken dronningen eller hendes mand, kong Christian 6., vil bruge Sophienberg til andet end dagsudflugter fra deres nærtliggende, kolossale Hirschholm Slot. Men kongen og dronningen har gode grunde til at placere et kostbart lystslot ved Øresund.

Sophienberg Slot, som det så ud i 1758. Den kongelige hovedindgang til slottet var dengang ind mod land – og ikke mod den lille og nedkørte Strandvej. Kobberstik af Jan Jakob Bruun. Foto Hørsholmarkivet.

Kongemagtens udstillingsvindue

I 1700-tallet er Danmark en enevældig stat, hvor alle skal lyde kongen. Derfor har kongemagten stort behov for at demonstrere fornemhed, overlegen smag og styrke. Både over for den hjemlige befolkning – og over for fremmede magter.

Få steder er i den forbindelse bedre egnede til at opføre fornemme, kongelige bygningsværker end Øresundskysten. Øresund er kongerigets travleste trafikåre, hvor næsten alle skibe på vej til og fra Østersøen passerer. Ved at placere Sophienberg på en bakke ved vandet får kongeparret ikke alene selv udsigt til hav og skibe. Parret giver også titusinder af danske og udenlandske sejlende en direkte udsigt til den danske kongemagts arkitektoniske formåen. Sophienberg skabes dermed som et udstillingsvindue for den danske kongemagt.

Kort over det landskab, Sophienberg blev placeret i fra 1742. Lystslottet ses for enden af den røde pil. Hirschholm med slottet i slotssøen kan ses i bunden. Kort: Videnskabernes Selskab 1764.

Sophienbergs historie skaber muligheder og begrænsninger

Den kongelige historie, den flotte placering og de fornemme udsmykninger betyder i dag, at Sophienberg Slot og dets omgivelser er attraktive at investere i og udvikle. Selvom kun 1/3 af det oprindelige slot er bevaret, betyder en restaurering og rekonstruktion af slot og have fra 1980’erne, at Sophienberg fremstår som en væsentlig og velplaceret historisk bygning.

Men hvis det væsentlige og historiske ved slottet og dets grønne omgivelser skal bevares, kan der ikke bygges rækkehuse langs slotsgrunden, som Calum har foreslået. Nu må fremtiden vise, hvilke projekter for Sophienberg, ejendomsudvikleren i stedet kan lancere.

Tegning af Sophienberg Slot, som det fremstod fra udgangen af 1740’erne. Kuplen, den øverste etage samt hele den højre fløj af slottet blev siden revet ned og delvist genopført Tegning: Thurah: Den Danske Vitruvius.

Hørsholmarkivet fortæller

Hørsholm Kommune har en fascinerende fortid. Anders Dalsager er historiker og leder af Hørsholmarkivet, der bevarer, udforsker og formidler lokalområdets historie. Arkivet er en del af Museum Nordsjælland.


Tags: , ,