Den langsomme butiksdød i Dronninghus

Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv, 2022

Det oprindelige Dronninghus blev bygget omkring år 1900, men brændte allerede ca. 1905, hvorefter det nuværende opførtes. Navnet Dronninghus bruges i dag om hele den lange bygning, der omfatter Rungstedvej nr. 5 og 7. Denne konstruktion opstod imidlertid først i 1958, hvor ejendommene på de to numre blev om- og sammenbygget.

Konditor Wilhelm Altofte fodrer svaner uden for sin forretning i Dronninghus. ca. 1930.

Gennem mange år eksisterede der her forskellige dagligvareforretninger. Således var der i år 2000 en slagter, en grønthandler en fiskehandler og en bager. De startede ifølge Ugebladet 22. november det år en underskriftsindsamling i protest mod en frygtet ny nabo. De frygtede den ejendomsmægler, der ifølge forlydender skulle komme i stedet for den lukkende høker i nr. 7. De mente, at en ejendomsmægler ville ødelægge forretningsgrundlaget.

Slagter Baggers forretning i 1976. Manden på fotografiet er førstemanden, Karl Karlsen. Foto: Claus Richard Jensen.

Slagtermester Bagger-Nielsen startede sin slagterforretning i nr. 5 allerede omkring 1960. Han blev kendt for sin strid med myndighederne om brug af stofgardiner i sin forretning. Noget stadsdyrlægen fandt var uforeneligt med den rette hygiejne. Slagtermesteren slap med en advarsel i 1977, og forretningen overlevede indtil udgangen af 2017, hvor den daværende ejer slagtermester Kjellmann og hustru trak sig tilbage. En overgang så det ud til, at der ville komme en ny slagterforretning med et andet koncept; men i sidste øjeblik viste det sig, at udlejeren og slagteren ikke kunne blive enige om vilkårene for lejemålet ifølge Ugebladet fra 28. oktober 2017.

Dronninghus i 2004. På det tidspunkt var der en grønthandler, en bager og en slagter.

Lukningen betød en stor nedgang i omsætningen for grønthandleren, Blom & Kål, og i 2019 lukkede bagerforretningen, hvad der yderligere smittede negativt af på grønthandlerens forretning. Indehaveren af denne forretning, Pelle Nilsson, siger da også, at hans fremtid i Dronninghus afhænger af hvad der sker med de øvrige lokaler.

I hvert fald er situationen i dag, at der kun er en dagligvareforretning tilbage – nemlig grønthandleren, Blom & Kål. Til gengæld er der åbnet flere restauranter og du kan få takeaway i forskellige aftapninger bla. indisk, thailandsk og med udgangspunkt i det dansk-franske køkken.

Pelle Nilsson uden for sin velassorterede grøntforretning Blom & Kål på Rungstedvej 5. Foto: Torben Westerberg oktober 2019.

Hvis man vil se flere fotos fra Hørsholms historie, kan man gå ind på arkiv.dk, hvor godt 7000 af arkivets mange fotos kan ses – blandt andet fotos af Vejlehus, der lå lige over for Dronninghus.

I dag findes der kun en dagligvareforretning-grønthandleren, Blom & Kål. Foto : Leon Gyldmark 2019.

Læs mere om


Tags: ,