Museums-missionen lykkedes

Hørsholm fik museum, mens krigen hærgede

Af Anders Dalsager, Hørsholmarkivet

I september 1944 var der trængsel i Hørsholm. 70 mennesker klemte sig ind ad dørene i festsalen på Jagt- og Skovbrugsmuseet. Deres mission var at åbne et nyt egnsmuseum. Og derigennem placere Hørsholm i Danmarkshistorien.

I september 2024 er det 80 år senere og vi kan se, at missionen lykkedes. Hørsholm har i dag Hørsholm Egns Museum og Hørsholmarkivet, der er en del af Museum Nordsjælland. Her udforskes og formidles historien om kongeslottet Hirschholm. Og om den lokale udvikling fra landsbysamfund til moderne forstæder.

Museet åbnede med stor fanfare den 17. september 1944. Omtalen fra Frederiksborg Amtstidende dagen efter. Foto: Frederiksborg Amtstidende/Det Kongelige Bibliotek.

Skabt af besættelsens stemning

Skabelsen af et nyt museum så ellers ikke let ud, da åbningsfestligheden løb af stablen i 1944. Udenfor var Danmark besat og Europa hærget af 2. verdenskrig. I amtsforvalterbygningen, hvor museet skulle flytte ind, havde lokale kræfter fjernet alle kakkelovne, så tyske soldater ikke blev fristet til at flytte ind i bygningen.

Alligevel var besættelsen en vigtig grund til, at det lykkedes at etablere museet. Den tyske invasion i april 1940 havde skabt vild efterspørgsel efter det danske og det historiske overalt i Danmark. Her blev historiske foredrag bestormet, mens Danmarkshistoriske bøger blev udsolgt. Og flere steder opstod der så stærk støtte til historisk arbejde, at forslag om nye museer blev gjort til virkelighed. Deriblandt i Hørsholm.

Samtidig var udviklingen i lokalområdet til gavn for skabelsen af et museum. I 1940’erne var Hørsholm, Rungsted og Usserød så småt ved at blive moderne forstæder. Det skabte ambitioner om at markere kommunen med nye kulturinstitutioner. Og et behov for at vise, at det nye Hørsholm, der var på vej, havde rødder i fortiden.

Stærke personligheder bag museet

Men måske var det allervigtigste de personligheder, der stod bag museet. For museums-projektet blev i 1940’erne løftet af flere, der havde stærke netværk og kendte navne i lokalområdet.

Den vigtigste var Hans Carl Rosted, der var viceskoleinspektør, valgt til sognerådet og ivrig lokalhistoriker. Han havde tætte relationer til de mest indflydelsesrige, politiske kredse i byen. Og han skabte en lobby-gruppe, der overtalte kommunen til at støtte et nyt museum. Den udviklede sig til først et lokalt museumsudvalg og siden en lokal museumsforening, der stadig findes i dag.

Museets leder i de første årtier, H. C. Rosted med en genstand i midt-1960’erne. Foto: Hørsholmarkivet.

Fra lokalt Nationalmuseum til moderne oplysningsmuseum

Fra starten i 1944 til i dag har museet ændret sig fra at være drevet af frivillige til i dag at være statsanerkendt og drevet af professionelle faghistorikere og arkæologer.

Samtidig har museet også ændret sig fra at være en slags lokalt ‘Nationalmuseum’ med et udstillingsrum om hver af kommunens byer til at fokusere på mere specifikke emner. I 2024 er det Hirschholm Slot og Poul Henningsen.

Stærke skridt i den retning blev taget under museumslederne Lisbeth Hein og Ole Lass Jensen. Og når det nu fejrer 80 års-jubilæum, er det som en del af Museum Nordsjælland og med direktør Julie Bouchet i spidsen. Hun og medarbejderne har som ambition at udvikle Hørsholm Egns Museum til et landsdækkende Oplysningsmuseum. Der med udgangspunkt i den lokale historie formidler, hvordan oplysningstiden og senere demokratiet har formet Hørsholm, Danmark og Europa.

Hørsholm Egns Museum særudstilling om Poul Henningsen. Foto: Martin Kunzendorf.

Læs mere


Tags: ,