Af arkivleder Hans Jørgen Winther Jensen, Hørsholm Lokalarkiv, 2021
Artiklen i Ugebladet 8. februar 2021 om den nye bager på Bolbrovej 64A sætter gang i lokalhistorikeren. For har der ikke tidligere være bagere eller brødudsalg på de kanter?
Henning Hasselbohm kom fra Sverige. Han var på vej til Schweiz, men blev standset af Første Verdenskrig. Her på egnen kunne han bruge sin uddannelse som gartner hos de store villaejere på Strandvejen og ved Rungsted Kirke, og bruge sin fritid til at lære Astrid at kende.
Hun var bagerjomfru hos bager Lorentzen på Rungsted Bytorv. Samme år som de giftede sig, i 1924, åbnede de et brødudsalg på Bolbrovej 93, der ejedes af snedker Petersen. Henning fortsatte sit virke som gartner, men fik dog tid til at bringe brød og mælk ud til kunderne. Astrid drev forretningen.
Henning Hasselbohm byggede i 1932 ‘Bolbrohus’ på Bolbrovej 60. Her drev familien såvel en købmandsforretning, som ses til højre i billedet, som et brødudsalg, som ses til venstre. De blev drevet som to selvstændige forretninger. Familien drev købmandsforretningen til ca. 1970, hvor den blev overtaget af Knud Hansen. På det tidspunkt var der i øvrigt startet et konditori, ‘Fiskers Konditori’ på Bolbrovej 64, så brød og kager har man en tradition for på de kanter.
Læs mere om
Tags: Erhverv, Rungsted