Forud for nedgravning af jordvarmeledninger i haven ved Blovstrød Sognegård foretog Museet i 2010 en arkæologisk forundersøgelse af det berørte område. Da området lå inden for den oprindelige landsbys udstrækning, anså museet det for sandsynligt, at der ville være spor efter tidligere tider, som ville blive ødelagt af anlægsarbejdet.
En forårsdag gik vi i gang med en rendegraver som fjernede muldjorden i tre baner. Under ca. 30 cm muld kunne der ses flere nedgravninger (anlæg) i form af gruber og stolpehuller, der vidnede om tidligere bosættelse på arealet. I muldjorden lå fund fra nyere tid, heriblandt en tinsoldat, mønter og andre tabte eller kasserede genstande. I gruberne var der derimod, ved første øjekast, et indslag af lertøj fra renæssancen, hvilket svarer til perioden fra 1536-1660. Gruberne, stolpehullerne og renæssancefundene gjorde, at museet anbefalede at hele det berørte areal blev udgravet.
Udgravningen blev sat i gang i april og kom til at vare ca. 3 uger. Første skridt var, som altid, at få gravet muldjorden af, så vi kunne få et overblik over mængden og udstrækningen af anlæggene. Med få undtagelser tegnede anlæggene sig som mørkere partier imod den gulbrune, lerede undergrund. Da muldjorden var gravet af, stod vi med en flade på ca. 500 m², hvorpå der var ca. 40 anlæg. Ved den efterfølgende udgravning kunne det dog konstateres, at hovedparten af anlæggene afspejlede nyere begivenheder, såsom begravelsen af kæledyr, især hundeskeletter var velrepræsenterede. Men vi stod dog også med enkelte særdeles interessante gruber, en lille række stolpehuller, en mulig brønd, samt et par ovnanlæg. Sidstnævnte tegnede sig som to plamager af brændt ler, der dog var så ødelagte, at en nærmere funktionsbestemmelse af dem var umulig.
Oversigtsplan Med fundrige gruber (rød), ovne (gul),
mulig brønd (grå) og stolpehuller (sort)
De forskellige typer af anlæg indikerede alle, at der har været bebyggelse på dette sted i renæssancen og også tilbage i middelalderen. I to af gruberne lå der således en større mængde fund, som kunne tilskrives begge perioder. Fundbilledet var meget varieret og dækker bl.a. over mønter, knive, keramik, en salvekrukke, spænder, knappenåle, beslag, jernredskaber, bennåle, en benskøjte, tandstikker, munkesten med kattepoteaftryk, samt dele af en ringbrynje. Fundenes datering spreder sig over flere århundreder, og dette, sammenholdt med den store fundmængde, kan nok bedst tolkes derhen, at man har fyldt gruberne med opgravede affaldslag, som oprindeligt er blevet ophobet gennem en lang periode et andet sted. Fundmængden svarer nærmest til de kulturlag, som ses i middelalderbyerne med bevarede kulturlag, som f.eks. København eller Roskilde. Muligvis har man fyldt de to gruber med jord, som har været til overs fra gravninger tæt på selve sognegården eller præstegården, hvor der må formodes at have været mest aktivitet op gennem tiden, og derfor være tabt / smidt flest genstande?
Skilling fra Gotland med Søren Norbys våbenskjold på den ene side
og Guds lam motiv på den anden
Blandt mønterne var der en del såkaldte borgerkrigsmønter, kobbermønter, som stammer fra tiden mellem ca. 1240 og 1370, hvor der herskede borgerkrigslignende tilstande i landet. En stor udmøntning og ofte tilbagevendende ombytning af disse mønter gør, at vi næsten altid støder på dem ved middelalderudgravninger. Mere interessant er en skilling fra o. 1523, som er udmøntet på Gotland under Søren Norby – en karismatisk adelsmand, som i 1517 blev gjort til øverstbefalende for flåden, samt til lensmand på Visborg og hele Gotland. I 1523-25 slog han mønter på Gotland, herunder denne skilling, som bærer hans eget våbenskjold på den ene side, og det kristne symbol ”guds lam” på den anden. Hvordan skillingen er endt i Blovstrød, fortaber sig i historien, men Søren Norby endte sine dage under belejringen af Firenze i 1530.
Af andre genstandstyper, som er værd at fremhæve, er de rustne klumper jern, som ikke kunne bestemmes i udgravningsfasen. Efter konserveringen stod vi med flere meget fint ornamenterede knive samt dele af førnævnte ringbrynje. Ringbrynjer er en relativ sjælden fundtype og kendes kun fra få lokaliteter i museets område, mest i form af enkeltfundene ringe. I dette tilfælde er der dog ingen tvivl om, at der er tale om en pæn del af en ringbrynje, hvor ringene er lavet af henholdsvis jern og en bronzelegering. Man har sandsynligvis lavet et mønster i brynjen ved at kombinere de to typer af ringe. At ringbrynjefragmenterne er fundet i affaldsgruber er tankevækkende, da ringbrynjer er udtryk for høj status og således repræsenterer en værdi, der normalt ikke bare smides ud, men typisk genanvendes eller repareres.
Knive fandtes i et antal af 14 stykker, hvoraf flere var ganske velbevarede. Mest interessant var uden tvivl de bevarede skæfter, hvoraf et enkelt skiller sig ud. På denne kniv var skaftet bevaret, men kun én cm af selve bladet. Skaftet bestod af træ, hvorom der var snoet et jern- og messingbånd. Endeduppen bestod af en lille lodret stående cirkulær skive med cirkelslagsornamentik. Blandt de andre knive var der yderligere to skæfter med bevarede trædele samt bronze- og messingbeslag af andre typer. Blandt resten af knivene var der en enkelt hel, lidt grov kniv med skaft af jern og knogle. Hertil kommer en del knivblade, hvoraf flere havde et lille messingbeslag ved overgangen til skaftet, et træk som også fandtes på kniven.
Ornamenteret knivskæfte med bronzendedup
Konklusionen på udgravningen er, at vi fik undersøgt en lille del af landsbyens område, som det har tegnet sig i anden halvdel af middelalderen og renæssancen. Inden for den periode har der sandsynligvis ligget et hus i flere faser på området, hvilket indikeres af ovnene. Husene er siden blevet revet ned, uden at dette lille hjørne af landsbyen er blevet bebygget igen. Rent kildekritisk kan det ikke bevises, at ovnene er fra denne periode, men sandsynligheden taler for det.
Fundene giver ikke mulighed for vidtrækkende tolkninger, men det er tankevækkende, at så fine fund optræder i en landsby i perioder, hvor vi ikke har den fjerneste antydning af, at der boede adelsfolk.