Tilbage i oldtiden blev skøjter lavet af knogler, og skøjterne blev kaldt for islæggere. Navnet stammer fra det islandske isleggir. I Island blev benskøjter anvendt helt frem til 1800-tallet. Islæggere dateres almindeligvis til vikingetid og frem, men i 2013 blev der fundet en islægger, som er langt ældre.
En islægger er en skinnebensknogle fra en ko eller hest. Knoglen er gennemboret i begge ender, så man har kunnet binde den fast til foden. Enderne kan også være fint tildannede, men det er nu ikke tilfældet med dette, ca. 20 cm lange stykke. Den ene langside er ofte afglattet, så skøjten lettere kunne glide. Det var ikke kunstskøjteløb, man har kunne udføre med disse islæggere, og man var nødt til at anvende stager til at kunne sætte fra med, ligesom man kender det fra langrendsski. Men alligevel har det givet en mulighed for at færdes på tilfrosne søer og vandløb.
I Salpetermosen, syd for Hillerød, er der udgravet en stor jernalderboplads fra tiden mellem 150 og 400 e.Kr. Der er fundet mange imponerende genstande, som viser, at beboerne var velhavende. Blandt de lidt mere anonyme genstande er denne islægger. Den er tabt eller kasseret, for den lå blandt bopladsens affald. Selvom skøjten ikke syner af meget, så er fundet opsigtsvækkende, for den er flere hundrede år ældre end den hidtil ældst kendte danske benskøjte.
I 1555 udgav den svenske forfatter Olaus Magnus værket ‘De nordiske folks historie’. Det er fyldt med træsnit, og et af dem forestiller mennesker, der bruger islæggere. Til træsnittet hører en historie om en skøjtekonkurrence mellem en mand med de gammeldags islæggere og en mand med moderne jernskøjter. Islæggerne blev smurt med dyrefedt, mens jernskøjten ikke behøvede den slags. Manden med islæggerne vandt, for jernskøjterne frøs fast i isen.