Vinterferie med Alletiders Nordsjællændere

I vinterferien inviterer Museum Nordsjælland indenfor til fastelavnsmaskeværksted og aktiviteter for børn i den nye udstilling ‘Alletiders Nordsjællændere’ i Elværket Hillerød.
Børn og og voksne kan fordybe sig i kreativiteten og lave fastelavnsmasker eller kravle ind i slotshulen, klæde sig ud eller endda udgrave et ‘skelet’ og udforske arbejdet som arkæolog.
Gå på opdagelse i vores nye udstilling, og bliv klogere på både Nordsjællændernes historie, og se nogle af de fineste og mest specielle genstande fra museets samlinger. Tag med på en af de særlige guidede rundvisninger, hvor folkene bag udstillingen fortæller om Nordsjælland og museet.
Leg og lær jer gennem 10.000 års historier og 100 års museum
➤ Lav jeres egen fastelavnsmaske i historiske rammer.
➤ Børne-Arkæotek – vær arkæolog for en dag. Her kan børn og deres voksne prøve at udgrave en grav og lede efter de svar, som arkæologerne finder i jorden.
➤ Lyt til historierne i slotshulen – hyg jer i det lille slot med højtlæsning.
➤ Vis din egen skat – tag en genstand med hjemmefra, udstil den på museet og vær med i konkurrencen om et årskort.
Museum Nordsjælland sørger for materialer og skabeloner til fastelavnsmaskerne. Så er det bare at tegne, klippe ud, samle fjerene og lade kreativiteten flyde sammen på tværs af generationer.
Rundvisninger
Tag med på rundvisning i udstillingen Alletiders Nordsjællændere i vinterferien. Der er særrundvisninger kl. 13-13.30 tirsdag, onsdag og torsdag i vinterferien.
Praktisk
Tid: Skolernes vinterferie, lørdag d. 7. februar til søndag d. 15. februar, hver dag kl. 10-15.
Sted: Elværket Hillerød, Frederiksgade 11, 3400 Hillerød.
Entré: Voksne 60 kr. For årskortholdere, børn og unge under 18 år er der gratis entré. Børn kun i følge med voksen.
Gratis adgang til maskeværkstedet.
Parkering: Gratis parkering for gæster bag museet med P-billet. Billet kan fås gratis hos museumsværten.
Der er adgang for brugere af mindre kørestole.

Bag om fastelavnsmasken
Masker er ikke kun et nutidigt festligt indslag, for traditionen med at bære masker stammer helt tilbage fra karnevaller i renæssancen i 1500-tallet. Med maske på kunne en identitet skjules og bæreren af masken for alvor slå sig løs. En tankegang, der gjorde sig godt i den nordiske tradition i fastelavnsfejringen. På vores breddegrader var fastelavn nemlig oprindeligt en voksenfest, hvor der blev drukket rigeligt med alkohol, spist kød og ellers bare danset og festet. En markering af dagen før den kristne 40 dages faste.
Med en maske på blev det tydeligt, at de normale regler og skel i samfundet var ophævet. Det var for eksempel mere accepteret at kysse andre end sin ægtefælle netop denne dag! Og sådan var det faktisk indtil langt op i 1800-tallet.
