Foredrag: Heinrich Farber Hørsholm-skrædder på flugt fra tyskerne

På årsdagen for befrielsen af Danmark efter 2. verdenskrig tager byarkivar og historiker, Anders Dalsager, publikum med tilbage til de dramatiske dage, hvor tusindvis af jøder flygtede fra Danmark til Sverige. Mange lykkedes med at nå i sikkerhed på den anden side af sundet – mens andre endte i tysk fangenskab.
En af dem var Heinrich Farber og hans familie.
Heinrich Farber var 23 år, skrædder og boede i Hørsholm, men så kom krigen. I håb om at nå i sikkerhed i Sverige rejste han til Gilleleje, hvor han gemte sig på kirkeloftet til det blev muligt at flygte. Men Farber nåede aldrig til Sverige:
– ‘De bevæbnede tyske soldater stod omkring os. Vi var som paralyserede. Mange græd stille, tårerne løb ned ad kinderne. Jeg tænkte, at nu er livet snart forbi.’
Sammen med 60 andre jøder blev Farber anholdt af tyskerne på kirkeloftet i Gilleleje og herfra sendt til Theresienstadt.

Hans erindringer findes på Museum Nordsjælland og denne aften i maj dykker Anders Dalsager ned i Farbers oplevelser af flugtforsøg, indespærring og frygten for ikke at overleve nazismens forfølgelse for over 80 år siden.
Praktisk
Dato: Tirsdag d. 5. maj, kl. 19 – 20.30.
Pris: 95 kr. + billet gebyr. Der skal købes billet på YourTicket. Der er begrænsede antal pladser.
Arrangementet aflyses, hvis der er solgt under 15 billetter.
Sted: Konfirmandstuen, Søndre Jagtvej 1, 2970 Hørsholm.
Hunde må ikke medbringes.
Parkering: Parkering ved Ridebanen eller ved de fire parkeringspladser foran staldbygningen.
Om foredragsholderen
Anders Dalsager er arkivleder og museumsinspektør på Hørsholm Lokalarkiv. Sammen med Hørsholm Egns Museum er arkivet en del af Museum Nordsjælland, som udforsker og formidler den nordsjællandske historie. Han er uddannet historiker fra Københavns Universitet og har erfaring med formidling og historiske undersøgelser fra en lang række lokale og nationale kulturinstitutioner. Hans faglige hovedinteresser er den måde, politisk magt, arkitektur og byplanlægning har formet samfund og lokalsamfund i de sidste 100 år.
Top foto: ‘Kleine Festung’ i den tidligere garnisonsby Theresienstadt, der blev indrettet som ghetto for jøder. De danske jøder blev deporteret til Theresienstadt. Frihedsmuseets Fotoarkiv.
