På mange måder er Esrum kloster fortsat lige så imponerende i dag, som det var, da det i middelalderen stod som et af de ledende klostre i den mægtige cistercienserorden. Søndag d. 17. august tager arkæolog Kjartan Langsted og historiker Jon Voss på vandring gennem landskabet ved det smukke kloster og den fredfyldte Snævret Skov.
Vandringen leder jer langs Esrum Å og de to kompetente turguider deler ud af deres viden om de tre forskellige udløb, der har været fra Esrum Sø i tidens løb, inden åen endte, som vi kender den i dag. Herunder er historien om Esrum Mølleå, der blev gravet af Valentin Gravé i 1605, blot en af mange gode – åen er nemlig anlagt så faldet fra Esrum Sø til Esrum Mølle kun var på 50 cm over en længde på mere end 1 km.
Undervejs er der også plads til beretninger om selve klosteret, der, da det var på sit højeste, dækkede mere end 50.000 m², svarende til cirka syv fodboldbaner. De entreprenante munke i Esrum havde indlagt vand, som blev ført til klosteret fra nærliggende kildevæld og de var blandt de første i Danmark til at indføre tegl som bygningsmateriale.
Der bliver også plads til fortællingen om, hvordan brænde fra Gribskov efter lang tids rejse endte i københavnernes brændeovne og indsigt i, hvorfor Frederiksborghesten måske i virkeligheden snarere burde hedde Esrumhesten!
Dato: søndag d. 17. august, kl. 14.
Mødested: Esrum Kloster & Møllegård.
Længde og varighed: Turen er ca. 6 kilometer lang og varer 2,5 time.
Pris: 125 kr. + billet gebyr. Køb billet på Nationalparkbooking. Der er begrænsede antal pladser.
Køb billet i god tid. Arrangement aflyses, hvis der er solgt under 15 billetter.
Turen foregår i forholdsvist friskt tempo. Hunde i snor er velkomne.
Turen foregår i samarbejdet med Esrum Kloster & Møllegård. Efter turen kan der købes kaffe og kage på Møllecaféen.
Jon Voss er museumsinspektør og historiker ved Museum Nordsjælland. Han arbejder blandt meget andet med bevaring af værdifulde kulturmiljøer og bygninger. Han er også særligt interesseret i økohistorie, herunder for eksempel skovhistorie, fiskerihistorie og jagtens historie.
Kjartan Langsted er arkæolog og museumsinspektør hos Museum Nordsjælland. Han har en særlig viden om middelalder arkæologi, landsbyer, købstæder og en forkærlighed for borgbebyggeri. Desuden har han beskæftiget sig med vandsystemer og vandets påvirkning af landskaber og bebyggelser.