Onsdag den 21.04.2021 åbner Hørsholm Egns Museum dørene for publikum med den nye udstilling, som kun fik mulighed for at være åben en uge inden nedlukningen grundet covid-19.
Udstillingen fortæller historien om det pragtfulde Hirschholm Slot, der dannede ramme om den berømte kærlighedsaffære mellem dronning Caroline Mathilde og Struensee. Det endte på tragisk vis med den unge dronnings forvisning og Struensees brutale henrettelse.
Et særligt tema i udstillingen er Struensees ophævelse af censur og indførelse af trykkefriheden. Her kommer museets fine samling af trykkefrihedsskrifter og folkelige satiretryk i spil. De tre vilde år, som trykkefrihedstiden bliver kaldt, varede fra 1770 til 1773.
Historien om trykkefrihedstiden er fortællingen om sladderpressen, der fik frit løb, men også fortællingen om, hvordan de tre år uden censur fik etableret en fri offentlig debat – både som realitet og ideal, og med mange lighedspunkter til nutidens debat på sociale medier.
Udstillingen trækker tråde op til nutidens debat og den aktuelle situation for ytringsfriheden ved at vise unge gymnasieelevers tolkninger af debatten i billedform.
Udstillingen er et led i en række udstillingseksperimenter med forskellige temaer og formidlingsgreb til brug for museets planer om et fremtidigt Oplysningsmuseum i det tidligere Jagt- og Skovbrugsmuseum på Folehavevej.
Praktisk
Udstilling: 1770 – Slottet, Struensee og Trykkefriheden er åben tirsdag – fredag, kl. 12-16, samt lørdag og søndag kl. 11-16.
Som besøgende skal du kunne fremvise gyldigt Corona-pas. Vi glæder os til igen at kunne byde publikum velkommen!