Frivillige søges til Hørsholm Egns Museum sæson 2021

Er du kulturinteresseret? Vil du give dine naboer gode kulturoplevelser? Vil du have relevant frivilligt arbejde på CV’et, uden at det tager al din tid? – så er det her tilbud lige noget for dig!

Vi har glædet os enormt til at åbne igen på Hørsholm Egns Museum med vores nye udstilling Hirschholm Slot, Struensee og Trykkefriheden, som kun nåede at være åben i ganske få dage, før nedlukningen. Den kan nu ses ti-fr kl. 12-16 og lø-sø kl. 11-16 – man skal bare huske sit coronapas og mundbind.

Imens museet har været lukket, har vi haft travlt med at planlægge hyggelige sommerferieaktiviteter på museet med rundvisninger for børnefamilier, byg-et-slot aktiviteter, foredrag, rundvisninger, sommer-akademi for unge, og ikke mindst en stor jubilæumsfest.

Søndag den 5. september 2021 markerer vi nemlig 250-års jubilæet for den begivenhedsrige Hirschholm-sommer 1771. Det var den sommer Hirschholm Slot var ramme for den skæbnesvangre kærlighedsaffære mellem hoflægen J. F. Struensee og den unge dronning Caroline Mathilde. Det var samtidig her dronnin-gens elsker for alvor tiltog sig magten både over den uligevægtige unge konge, Christian 7., og landets affærer.

I den anledning indtager museet Slotshaven for at genskabe slottets rammer og levendegøre begivenhe-derne 1771 med sjove og inddragende aktiviteter for alle. Vi vil vække Struensee, Caroline Mathilde og Christian 7. til live med scener fra de dramatiske dage ved slottet i slotshaven. Vi vil også byde alle byens borgere på kongelig underholdning anno 1771 med f.eks. kuglespils-konkurrence, ringridning for børn og deres forældre, maling af våbenskjold, historisk gådejagt, smagsprøver på hoffets yndlingskonfekt, rund-visninger, samtalesaloner og meget andet.

Til alle disse sommer- og jubilæumsaktiviteter vil vi være glade for at få en hånd – f.eks. til at hjælpe personalet i forbindelse med aktiviteterne for børn i løbet af sommeren eller med assistance ved Hirschholm-festivalen.

Vi indretter os naturligvis efter de restriktioner, der måtte komme, så vi fortsat kan passe på hinanden. Man behøver ikke være med hele sommeren og heller ikke hele jubilæumsdagen! Så kontakt Museum Nordsjællands formidlingsinspektør Ingeborg Philipsen, Hørsholm Egns Museum, hvis du har lyst til at høre mere om, hvordan du måske kan være med til at give dine naboer i Hørsholm og dig selv en spændende sommer, fyldt med gode museumsoplevelser.

Ingeborg Philipsen
Formidlingsinspektør Nyere Tid
Skoletjeneste og udstillinger Hillerød Bymuseum & Hørsholm Egnsmuseum
Direkte tlf.: 30 44 66 24