Æbelholt Kloster og Klosterhave søger frivillige

Brænder du for levendegørelse af historien, og har du samtidig hænderne skruet rigtigt på?

Museet søger frivillige til at indgå i vores velfungerende frivillig-korps. Museet søger hjælp til Klosterhaven og afholdelsen af hyggelige og familievenlige arrangementer på Æbelholt Kloster med spændende og sjove aktiviteter for både børn og voksne.

Klosterhaven

Museet søger frivillige til at indgå i have-team.

I tilknytning til Æbelholt klosterruin er der en fin og velpasset klosterhave med medicinske lægeplanter, som munkene i sin tid anvendte til fremstilling af blandt andet lægemidler. Museet søger frivillige med grønne fingre til hjælp med pasning af den spændende klosterhave og den tilhørende lille planteskole med historiske planter.

Opgaverne i haven er alsidige, og kan f.eks. være: fjernelse af ukrudt, græsslåning, vanding, potning af planter, fejning af gangarealer, klippe hæk, høste frø og så nye planter, stiklingsformere og prikle op, samt sortere og omplacere i planteskolen.

Vi forventer ikke at du kan alle ting i forvejen – vores haveansvarlig vil stå for oplæring og arbejdet foregår altid under vejledning.

Fra forårets start i marts/april til slutningen af september/starten af oktober mødes det frivillige have-team og den haveansvarlige til fælles havepasning hver tirsdag kl. 10-12 – og dagen begyndes altid med en kop kaffe, medens dagens opgaver i haven fordeles.

Vi håber, at du har lyst til at blive en del af Museum Nordsjællands frivillige haveteam – fordi det er sjovt at være en aktiv del af et hold, der brænder for historien og skaber noget helt særligt for andre.

Mere information

Museumsinspektør Susan Johnsen  tlf. 6181 5807 / smj@museumns.dk.

Eller send en sms til museets haveansvarlig Mariann Palgaard Hansen på tlf. 5132 3072 – med navn og telefonnummer og besked om at du er interesseret i at være frivillig i haven.

Læs mere om at Blive Frivillig på Museum Nordsjælland.

Æbeholt Klosterhave - sommer blomster