2. december: Al færden på isen forbudt for flygtninge

Af Hans Jørgen Winther Jensen

‘Befolkningen flygter fra Øst-Tyskland’. Sådan lød overskriften i Hørsholm Avis 29. januar 1945. Baggrunden var, at Nazi-Tyskland var ved at bryde sammen. Fra vest trængte englændere og amerikanere frem, og fra øst var det russerne, der langsomt, men sikkert, nedkæmpede de tyske styrker.

14. september kunne samme avis lade en bombe sprænge med overskriften ‘100.000 Jægere protesterer mod at anvende de fredede Bygninger i Hørsholm til Flygtningelejr’. Sagen var nemlig den, at flygtningeadministrationen i Danmark havde planer om at bruge Jagt -og Skovbrugsmuseets bygninger og arealer til tyskere, der var flygtet fra den russiske hær.

Sognerådet i Hørsholm bakkede op om de 100.000 danske jægeres protest. Lige lidt hjalp det. Håndværkere gik snart i gang med at udgrave grunde til barakker, der skulle huse vaskerum og køkkenlokale, og at indrette museets bygninger til beboelse til dem, som Hørsholm Avis (18.10.1945) kaldte ‘de 400 uvelkomne Gæster’ – altså de mennesker, der var flygtet for de russiske hære.

I november eller december rykkede de tyske flygtninge ind på Jagt- og Skovbrugsmuseet. Og den ulmende utilfredshed i lokalsamfundet fik snart næring, da der blev arrangeret en gudstjeneste for ‘de uvelkomne Gæster’ i Hørsholm Kirke, og specielt da lejrlederen, forstander Rasch, gav flygtningene tilladelse til en halv times spadseretur i Slotshaven. Dette kunne Hørsholm Avis dog have set gennem fingre med som et isoleret tilfælde frembragt af julestemningen; men bægret flød over, da ‘Tyske Flygtningebørn i Hørsholm fik lov at lege ude’, som overskriften lød 18. januar 1946. De 260 børn havde fået lov til at lege ude på Slotsdammens is. Ikke dem alle på en gang. Nej i hold på 10 ad gangen.

Forstander Rasch forklarede i samme udgave af Hørsholm Avis, at han havde det fulde ansvar for de tyske flygtninges spadseretur i Slotshaven, som han selv havde givet tilladelse til fra kirkens kor. Han forsvarede sig med, at danskere ikke skulle anvende tyske metoder, men i stedet skulle forsøge at fremkalde et sindelagsskifte ved at vise retsind over for de kvinder og børn, der opholdt sig i lejren. Desuden påpegede han den ringe plads, der var til rådighed, og beklagede, at der var brugt pigtråd til at indhegne lejren. Han havde foretrukket en anden form for indhegning.

Sagen endte med, at Rasch fik en påtale for at have givet lov til spadsereturen i Slotshaven, men den vagtkommandør, der havde givet tilladelse til udskejelserne på isen, blev fyret på gråt papir.

Følg med i Museum Nordsjællands julekalender.

Her ses tyske flygtninge på Jagt- og Skovbrugsmuseet. I barakkerne var der køkken og vaskeri. 1945-46.