20. december: En arkitekts arkiv

En af Hillerøds, og for så vidt også Nordsjællands, vigtigste arkitekter i første halvdel af 1900-tallet var Carl Lundqvist. Lundqvist stod for eksempel bag ikoniske bygninger som alderdomshjemmet Kirsebærbakken i Hillerød, Luthersk Missionsforenings Højskole, Karlebogård, tuberkulosehjemmet Stenslettegård i Nødebo, Gillelejes gamle rådhus og stationsbygninger på Helsinge-Tisvildeleje-Banen. Sidst, men ikke mindst, tegnede Lundqvist de ældste bygninger af Frederiksborg Amts Centralsygehus.

Lundqvist var stærkt inspireret af nyklassicismen, og hans bygninger er kendetegnende ved pudsede og farvede facader samt røde tegltage, der ofte er forsynet med en gavlkvist. Trods en måske noget bagudskuende stil for sin tid, betragtes flere af Lundqvists bygninger som bevaringsværdige og af høj arkitektonisk værdi.

Det var derfor med stor glæde, at Museum Nordsjælland i år modtog Carl Lundqvists og hans søn arkitekt Jens Lundqvists arkiver fra familien. Arkiverne giver en uvurderlig indsigt i flere af navnlig Hillerøds mest ikoniske byggerier og bidrager til historien om en af byens vigtigste arkitektfamilier.

Lundqvist tegnede blandt andet Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød.