Af Søren Frandsen
H.C. Andersens eventyr Grantræet blev udgivet den 21. december 1844. Indledningen til fortællingen siger meget om digterens syn på naturen og hans holdning til en væsentlig side af tilværelsen:
‘Ude i skoven stod der sådant et nydeligt grantræ; det havde en god plads, sol kunne det få, luft var der nok af, og rundt om voksede mange større kammerater, både gran og fyr; men det lille grantræ var så ilter med at vokse; det tænkte ikke på den varme sol og den friske luft, det brød sig ikke om bønderbørnene der gik og småsnakkede, når de var ude at samle jordbær eller hindbær; tit kom de med en hel krukke fuld eller havde jordbær trukket på strå, så satte de sig ved det lille træ og sagde: “Nej! Hvor det er nydeligt lille!” Det ville træet slet ikke høre.
Når det var ved juletid, da blev ganske unge træer fældet, træer som tit ikke engang var så store eller i alder med dette grantræ, der hverken havde rast eller ro, men altid ville af sted.’
Den følgende tekst i eventyret kan sammenfattes således: Men det lille nydelige grantræ blev også fældet en dag og fragtet ind til byen. H. C. Andersen skriver dernæst:
‘Nu kom to tjenere i fuld stads og bar grantræet ind i en stor, dejlig sal. Rundt om på væggene hang portrætter, og ved den store flisekakkelovn stod store kinesiske vaser med løver på låget; der var gyngestole, silkesofaer, store borde fulde af billedbøger, og med legetøj for hundrede gange hundrede rigsdaler – i det mindste sagde børnene det. Og grantræet blev rejst op i en stor fjerding, fyldt med sand, men ingen kunne se, at det var en fjerding, thi der blev hængt grønt tøj rundt om, og den stod på et stort broget tæppe. Oh, hvor træet bævede! Hvad ville der dog ske? Både tjenere og frøkener gik og pyntede det. På en gren hang de små net, udklippet af kulørt papir; hvert net var fyldt med sukkergodt; forgyldte æbler og valnødder hang, som om de var vokset fast, og over hundrede røde, blå og hvide smålys blev stukket fast i grenene. Dukker, der så livagtig ud som mennesker, – træet havde aldrig set sådanne før – svævede i det grønne, og allerøverst oppe i toppen blev sat en stor stjerne af flitterguld; det var prægtigt, ganske mageløst prægtigt.
‘I aften,’ sagde de alle sammen, ‘i aften skal det stråle!’
Dernæst skete følgende (resume): Men det blev en kort fornøjelse for grantræet for efter juledagene blev det slæbt op på loftet og senere på vinteren hugget til brænde og lagt i kakkelovnen. Træet tænkte på sin tid i skoven og ønskede sig tilbage, men det var for sent.
H. C. Andersens pointe er, at man skal glæde sig over nuet. Hvis vi ikke gør det, kan det hurtigt blive for sent. En anden pointe er opholdet i naturen, som giver mange oplevelser for den, der har evnen til at se det store trylleri, der ikke mindst omgiver os i skoven. Selvom det er 179 år siden H. C. Andersen skrev sit eventyr, er hans tanker dagsaktuelle for mennesker i vor tid.
