Af Tim Grønnegaard
I vore forfædres landbosamfund har man bestandig stået ansigt til ansigt med truslen om sygdom, misvækst og brand. Det gjaldt dermed om at stå på god fod med dem, der rådede over slige materier. Selv langt op i kristen tid har det ikke nødvendigvis været Gud og Jesus, man skulle tage i ed, men de underjordiske, nogle steder personificeret i nissen, der har ligget ganske langt fra den hyggelige hueklædte træskojokker, som smykker de danske hjem i denne juletid.
Et meget talende vidnesbyrd om disse sikkerhedsforanstaltninger kom frem på Museum Nordsjællands undersøgelser i Ørby ved Vejby. Under den gamle firlængede gård, der var revet ned for at skabe plads til nye boliger, fandt vi spor af en ældre fase af gården fra 15-1600-tallet. Den formodede staldbygning var stolpebygget, ligesom oldtidens huse. På det sted, hvor staldens dørtærskel kan have ligget, fandt vi en nedgravning med et makabert indhold: kraniedele fra en ko, en ged og en hund. At det ikke var tilfældigt slagteaffald sås dels af, at det kun var kranier, dels at også hunden var iblandt.
Anders Uhrskov, grundlæggeren af Nordsjællands Folkemuseum, indsamlede folkeminder fra Nordsjælland i begyndelsen af 1900-tallet. Han har blandt andet en efterretning om en bonde, som i selvsamme landsby Ørby ”i mands minde” havde haft megen uheld med sin besætning. Han besluttede da at gøre noget særligt for at få ulykken til at ophøre: En dag han troede, han var alene hjemme, gravede han et hul i hvert hjørne af gården og begravede et stykke levende fjerkræ i hvert hul. Det skulle hjælpe. Sypigen havde dog luret ham og kunne fortælle historien videre.
Historien viser, hvordan arkæologi og folkemindevidenskab tilsammen kan levendegøre en tankeverden om afværgelse af det onde, som i dag kun lever i svag afglans i form af 7-9-13 og bank under bordet.
Kranier fra en ko, en ged og en hund nedgravet under dørtærsklen til staldbygningen i Ørby for at holde ulykken fra døren.