Af Ida Rosenstand Klahn
Hvid jul og stabilt snevejr var tidligere almindeligt i Danmark, og ved hoffet var kaneture længe en fast del af programmet i de lange vintre. Så snart lejligheden bød sig, kom kaneturene i gang, og ofte gik de fra København ud til slottene i Nordsjælland.
Under kongeparret Christian 7. og dronning Caroline Mathilde fik kaneturene en fremtrædende placering efter brylluppet i 1766. Niels Friis beskriver i ‘Jul i Nordsjælland’ fra 1963, hvordan turene blev udført med stor prægtighed. Først blev invitationer til turene sendt ud, hvorefter den kongelige stald fik besked om antallet af kaner og hestespand, der skulle bruges. Hofregimenternes musikkorps eller trompeterkorps blev beordret til tjeneste ved turen – de skulle akkompagnere følget til hest. Nogle gange var der helt op til 40 kaner med på en tur, så det har været et prægtigt skue. Ofte kørte følget ud til et af de nordsjællandske slotte, hvor der ventede middagstaffel. Når kaneturene fandt sted om aftenen i forbindelse med et aftentaffel eller en teaterforestilling i byen, blev følget oplyst af fakler, hvilket dannede et malerisk billede.
Når dronning Caroline Mathilde ikke var med på turen, herskede der en vis spænding om, hvem der skulle være kongens ledsager. Det hedder sig, at den sindssyge Christian 7. ved en lejlighed fik dronningens overhofmesterinde Fru Plessen som ledsager, hvilket ikke just vakte hans begejstring. Det lykkedes ham ved udstigningen at få Fru Plessen vippet over i en stor dynge sne for derefter at være meget nølende med at hjælpe hende op igen, hvilket gjorde, at hun drivvåd måtte tage hjem og droppe middagstaflet!
Selvom hoffets kaneture blev afholdt siden, så er de først og fremmest forbundet med forlystelsestrangen ved Christian 7.s og Caroline Mathildes hof, hvorfor mindet om kaneturene især er knyttet til deres navne og tid.
Kane foran det juleudsmykkede Hørsholm Egns Museum.