20. april: Sagnet om Sankt Helene

Af Søren Frandsen, museumsinspektør, Nyere Tids afdeling

En svensk prinsesse fra Skövde blev jaget og myrdet af ugerningsmænd. Hendes legeme blev kastet i havet ud for Skånes kyst. Men der kom en stor sten op af havet, og på den drev Helenes legeme over vandet til Tisvilde strand.

Munke betragter Helenes lig, som er ført ind til stranden på en sten. Maleri af Ove Kunert, ca. 1917.

Da liget blev lagt på en båre for at blive ført til Tibirke Kirke, åbnede der sig en kløft i den stejle skrænt mod havet, så båren kunne føres op i landet på en vogn, og en kilde sprang frem på stedet. Længere fremme kunne hestene ikke trække vognen, så båren blev løftet af, men den sank straks ned i jorden, og det blev Helenes grav.

En kilde udspringer, da munke bærer Helenes lig op fra stranden i Tisvilde. Maleri af Ove Kunert, ca. 1917.

Sankt Helene kilde og grav i Tisvilde blev Sankt Hans aften besøgt af folk fra store dele af Sjælland. Den aften var der gode chancer for at få lindring for mange sygdomme. Troen på vandets helbredende virkning var stor. Christian 4. var meget optaget af kildevandet. Kongen lod anlægge en privat vej fra Frederiksborg Slot til Tisvilde, så bønderne kunne bringe ham frisk vand i tøndevis. Ofte tog kongen selv op til kilden i Tisvilde og indlogerede sig i det hus, han lod bygge i nærheden. Vejen fra Frederiksborg til Tisvilde kendes i dag under navnet Kildevejen.

Sankt Helene grav var en væsentlig del af helbredelsesprocessen. Således berettes, hvordan sognefogeden i Herfølge, Peter Jensen, sammen med sin kone Karen besøgte graven en Sankt Hans aften i midten af 1800-tallet:

‘… der var stor trængsel på graven, thi alle ville til. Endelig blev der en lille beskeden plads ledig, og Karen var ikke sen til at lægge sig ned på grønsværen, og var nu meget spændt på, at øjeblikket nærmede sig, hvor hun kunne sige sit værk og elende farvel, men sove skulle hun, og det var der ikke megen ro til, thi sang og musik, tale og råb lød fra alle sider; dog eftersom hun var træt af den lange rejse, slumrede hun ind et øjeblik, men så skulle andre til. Karen havde alt mens hun hvilede på graven mærket lindring i alle sine lemmer, men da hun derefter gik til kilden og fik et bæger af kildens friske væld, ja, da følte hun sig stærk og kraftig som i hendes ungpigedage – og kastede kæppen hen i bunken af krykker og kæppe, der lå ved siden – og følte sig frisk på legeme og sjæl, og hvor følte hun sig tilmed taknemlig overfor den fromme kvinde, der havde hjulpet hende, men også overfor den bissekræmmer, der havde bragt hende på de tanker at rejse til Sankt Helenes grav og kilde.’ (Steen Bernichow: Maleren Jørgen Sonne og Tisvildeområdet i Vejby-Tibirke årbog 2005, s. 14)

Skt. Hans nat, de syges søvn på Skt. Helene Grav ved Tisvilde. Maleri af Jørgen Sonne, 1847. Efter: Elisabeth Fabricius, Malerne på Tisvilde-egnen siden Guldalderen, 2006.

Læs mere

Artikler om Sankt Helene kilde i Museum Nordsjællands årbog ‘Alletiders Nordsjælland’ 2015:

Sagnkredsen om Helene, Arild og Thora i den nordlige Øresundsregion af Liv Appel, Søren Frandsen og Erik  Jarrum

En strandvasker ved Skt. Helene Kilde af Kjartan Langsted og Jannie Olsen

Læs alle historierne i museets kulturhistoriske forårskalender.