11. april: Et godt skår

Af Kjartan Langsted, museumsinspektør, Arkæologisk afdeling

Dette er historien om et lille bemalet glasskår, der blev fundet i 2018 i forbindelse med en arkæologisk udgravning ved Hillerød Kirke. Udgravningen var afstedkommet af, at der skulle anlægges et en ny sognegård. Anlægsarbejdet er godt i gang i øjeblikket, som alle, der færdes omkring Østergade, nok har bemærket.

Udgravningen afslørede tre store stenbyggede kældre, bygninger og brolægninger fra 1500- og 1600-tallet. Ved oprensningen af en af disse brolægninger dukkede der et skår af et bemalet drikkeglas op. På skåret ses dele af to våbenskjolde, men hvad og hvor stammede skåret fra?

Skår af reichsadlerhumpen fra udgravningen.

Ved en del detektivarbejde lykkedes det at fastslå, at skåret stammer fra af en såkaldt reichsadlerhumpen, hvilket kan oversættes til rigsørneglas. Glasset er en stor pokal, produceret i Böhmen i slutningen af 1500- eller i starten af 1600-tallet. Det målte op til 30 cm i højden og 14 cm i diameter. Rigsørnen er gengivet med spredte vinger, og inden for vingerne er våbenskjoldene for adlen i de områder, der indgik i det tysk-romerske kejserrige, gengivet.

Skåret er havnet i affaldslagene i slutningen af 1600-tallet. Om glasset er kommet til Hillerød med en fremmed gesandt, eller om det er husejeren, der har været i Tyskland og hente det, må stå hen i det uvisse. Man kan dog nok regne med, at den der tabte glasset, har været yderst upopulær.

Læs alle historierne i museets kulturhistoriske forårskalender.

Eksempel på en hel reichsadlerhumpen.