Find bronzehjortene

Find de skjulte bronzehjorte i Parforcejagtlandskabet

Er du til hemmeligheder, opdagelser og historisk vingesus? Så kom med på hjortejagt i kongernes skove, Parforcejagtlandskabet i St. Dyrehave ved Hillerød.

Fra lørdag d. 16. oktober er der skjult 8 bronzefigurer af kronhjorte i fuld størrelse imellem de 8 veje ved Kongestjernen i St. Dyrehave. Og du er inviteret med på jagt for at finde dem.

Lanceringen af hjortejagten i kongernes skove finder sted lørdag d. 16. oktober kl. 14 ved Kongestenen i midten af Kongestjernen i Store Dyrehave. Når startskuddet lyder, er konkurrencen i gang om, hvem der først finder de 8 skjulte bronzehjorte.

Præmier

Vind præmier hvis du finder hjorte og lægger fotos op på Parforcejagtlandskabets Facebook eller Instagram med de to hashtags #bronzehjorte og #parforce inden d. 16. december 2021. Der bliver trukket lod mellem alle, der har lagt billeder af hjortene op.

Praktisk

Lørdag d. 16. oktober – onsdag d. 16. december, St. Dyrehave ved Hillerød.
Følg Parforcejagtlandskabet på Facebook.

Bag jagten på bronzehjortene

Det er Parforcejagtlandskabet, Museum Nordsjælland, Nationalpark Kongernes Nordsjælland og Hillerøds Hemmeligheder som har ønsket at skabe ‘noget stemningsfuldt’, når I som gæster besøger Kongestjernen i Parforcejagtlandskabet.

Samtidig skal det være en sjov og lærerig oplevelse, som er lige interessant for både voksne og børn. Med denne utraditionelle jagt på de flotte bronzehjorte får familier og alle skovens gæster mulighed for i ro og mag at gå ud og spejde efter hjortene og samtidig lære lidt af historien bag din, min og vores verdensarv.

Lige udenfor Hillerød i St. Dyrehave har vi et kongeligt jagtlandskab i verdensklasse, og nu er der en særlig god grund til at tage en tur ud og besøge vores helt egen UNESCO verdensarv, som landskabet blev udnævnt til i 2015. Det betyder, at det er et internationalt anerkendt landskabsdesign, der symboliserer jagt, magt og pragt.

‘Drengen der gerne ville være konge for en dag’

– en film om UNESCO verdenarv Parforcejagtlandskabet.

Grafisk facilitator: Frank Høedt, HoedtHolstebro og VO: Niels Poulsen, JAM Production.

Bag UNESCO verdensarv Parforcejagtlandskabet står: Hillerød Kommune, Rudersdal Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Fredensborg Kommune, Gribskov Kommune, Det Grønne Museum, Museum Nordsjælland og Naturstyrelsen.

Historiske fakta

 Kongen nedlagde ‘skovens konge’ dvs. den største og flotteste kronhjort for at vise, at han havde magt.
 UNESCO verdensarven et kæmpe magtsymbol for kong Christian V, der byggede det symmetriske barokinspirerede landskab.
 Parforcejagtlandskabet ligger i Hillerød, Gribskov samt Jægersborg Hegn & Dyrehave.
 Det blev bygget i slutningen af 1600-tallet og består af 120 km jagtveje fordelt på ca. 4.500 hektar.
 I dag bevares området som UNESCO verdensarv fordi, det i 2015 blev udpeget til ‘Outstanding’ kultur- og naturarv for bl.a. at fortælle historien om et landskabsdesign med internationalt udsyn baseret på nye videnskabelige metoder som matematik og geometri, men også for at lære børn om vores fortid, nutid og fremtid.

Foto: Camilla Hey