Ekspedition til Valby Hegn – Helsinge

Dette sted rummer en helt særlig atmosfære, fordi mere end 10 dysser ligger så tæt. Dysser er betegnelsen for gravkamre fra den tidlige bondestenalder. De var ikke forbeholdt én betydningsfuld person, men var fællesskabets gravkamre og meget tyder på, at man ikke blev begravet der med det samme. Og derfor er menneskeknogler ofte fundet sorteret med eksempelvis kranier i den ene ende af gravkammeret og lemmeknogler i den anden.

Disse dysser har krævet en meget stor arbejdsindsats. Forestil dig, hvilke metoder man har brugt i stenalderen for at få stenene lagt op på hinanden. I Valby Hegn er stenene ovenikøbet trukket lidt op af de små forhøjninger, som man kan se at dysserne ligger på. Det har krævet stort samarbejde, teknik og overblik. Mange dysser har en eller flere stenrækker uden om. Disse er enten sat i cirkler, så kalder vi dem runddysser eller i lange rektangler, så kalder vi dem langdysser. Nogle gange kan man se stencirkler indenfor langdysserne, og det skyldes, at man først ville have en runddysse og senere udbyggede denne til at være en langdysse. Det er derfor, der kan være flere gravkamre i en langdysse. Senere får gravkamrene gange, og så kaldes de jættestuer.

Selvom dysserne i dag ofte ligger i skov, skal man forestille sig, at de oprindelig blev opført i det åbne landskab. Der er f.eks. fundet en del ardspor (gamle pløjespor) under gravkamrene rundt om i landet. Oprindelig har der været mange dysser i hele landet, men de er efterhånden forsvundet pga. landbrugets opdyrkning af jord eller jernbanerne, som i begyndelsen opkøbte rettighederne til at ophugge stenene til deres jernbanespor.

Man kan prøve at lede efter skåltegn, som er et af de mest almindelige helleristninger fra bronzealderen, på dysse 8. Helleristninger er betegnelsen for billeder ristet (indhugget) i sten. For os i dag, kan disse billeder virke gådefulde, og netop skåltegnene er – på trods af at de er de mest almindelige – også de sværeste at forstå. Skåltegn er små cirkulære fordybninger på ca. 5 cm i diameter.

Læs mere i Naturstyrelsens miniguide og på Visit Nordsjaellands hjemmeside.

Praktisk

Stedet er nemt at komme til både med bil, cykel og på gåben.

Med bil
Valby Hegn ligger lige nord for Helsinge. Kommer du ad rute 223, fører Bukkarvej direkte til skoven. Fra rute 205 kan du køre ad Løgelandsvej, som går hele vejen gennem Valby Hegn og ender blindt nord for skoven.

På cykel
Den lokale cykelrute 702 fører gennem Valby Hegn og Høbjerg Hegn.

Offentlig transport
Movia buslinje 360R og 361 fra Helsinge standser begge ved Bukkarvej. Fra stoppestedet er der ca. 10 minutters gang til Valby Hegn