Ekspedition til Jægerstenalderen – Nivå

I jægerstenalderen, for over 6000 år siden, skar en fjord sig næsten 3 km ind i landet lige syd for Nivå fra Øresund i øst til Langstrup Mose i vest. Her levede et jæger-samlerfolk langs kysterne og på små holme i fjorden, hvor de fiskede og gik på jagt og indsamlede planter, nødder, bær og frugter.

Siden hævede landet sig, og fjorden forsvandt – eller næsten, for det er stadig muligt at fornemme stenalderlandskabet, når man står derude på Møllevej. De meget flade marker har været havbund, og fjorden er afgrænset af kystskrænter. Tydeligst er det, hvis man stiller sig ved vigepladsen på Møllevej (lidt øst for Kystbanen), hvor der er opsat informationsskilte. Skiltene forklarer om de bopladser, som lå hhv. på en lille holm 50 meter inde på marken (Nivå 10) og på kystskrænten mod syd (Nivågårdbopladsen – her er også et informationsskilt). Bopladserne er bl.a. udgravet af Hørsholm Egns Museum (nu Museum Nordsjælland) og har givet helt ny viden om livet i jægerstenalderen.

Udsigt mod kystskrænten ved Nivågårdbopladsen. Man skal forestille sig, at det grønne korn har været havoverfladen i jægerstenalderen. Foto: Museum Nordsjælland.

Praktisk

Stedet er nemt at komme til både med bil, på cykel og gåben ( der er desværre intet fortov men en meget bred græsrabat, man kan gå på). Der er ca. 1,2 km fra Nivå Station.