De kom, de så, de vandrede – og de lærte noget undervejs

For 110 glade deltagere i alle aldre blev en blæsende søndag forvandlet til en rejse gennem flere hundrede års lokalhistorie, da natur, kulturhistorie, bevægelse og frivillighed blev samlet i en miniature pilgrimsvandring i Hillerød syd søndag den 20. september.

De kom, de så, de vandrede – og de lærte noget undervejs

For 110 glade deltagere i alle aldre blev en blæsende søndag forvandlet til en rejse gennem flere hundrede års lokalhistorie, da natur, kulturhistorie, bevægelse og frivillighed blev samlet i en miniature pilgrimsvandring i Hillerød syd søndag den 20. september.

De kom i alle aldre og mange størrelser. Familier, motionister og de erfarne vandrere, da Museum Nordsjælland i samarbejde med DGI Nordsjælland, Favrholm IK og Foreningen Danske Santiago Pilgrimme søndag afholdt arrangementet ”I pilgrimmens fodspor”.

Med start ved Favrholm station kunne deltagerne vælge mellem en kort familierute og en længere vandrerute, der begge førte dem ud på en lille del af den europæiske pilgrimrute, der forbinder Hillerød syd med Trondheim i Norge og Santiago de Compostela i Spanien.

Deltagerne kunne høre om de mange arkæologiske fund i selskov. Foto DGI Nordsjælland.

Vandringen førte blandt andet de 110 deltagere, hvoraf de knap 30 var børn, forbi sporene fra den forsvundne middelalderlandsby Egespur, bronzealdergravhøjen Pukhøj, Frederik 2.s historiske kanal og vådområderne omkring Salpetermosen. Alle steder mødte de arkæologer fra Museum Nordsjælland.

”Det har været fantastisk at opleve så mange mennesker gå ud i landskabet og møde historien dér, hvor den faktisk findes. Når børn og voksne både bevæger sig, ser stederne og møder formidlingen undervejs, opstår der en helt særlig nysgerrighed. Jeg er glad for, at 110 deltagere dukkede op og på den måde viste, at der er stor interesse for at opleve vores lokale kulturhistorie på nye måder.”

Pernille Pantmann, arkæolog, Museum Nordsjælland

Nye måder at kombinere motion med kulturhistorie

Arrangementet blev skabt i et nyt lokalt samarbejde mellem Museum Nordsjælland, Foreningen af Danske Santiago Pilgrimme, Favrholm IK og DGI Nordsjælland. Frivillige bidrog til blandt andet ruter, afmærkning, praktisk afvikling og mødet med deltagerne.

Arkæolog Pernille Pantmann fra Museum Nordsjælland fortalte om de spændende mosefund gjort i området. Foto DGI Nordsjælland.

Samarbejdet peger samtidig på nye muligheder for at bruge vandring og andre former for bevægelse som indgang til både naturen og den lokale kulturhistorie.

Det unikke er, at vi samler aktører, som normalt kommer fra forskellige verdener, om noget meget enkelt: kulturhistorie, frivillighed og bevægelse. Museet har historien, pilgrimmene har ruten, Favrholm IK har den lokale forankring, og DGI kan som lokalsamfundsaktør være med til at binde det sammen. Det giver helt nye muligheder for fællesskaber og oplevelser i vores lokalområde.

Peter Bennett, DGI Nordsjælland

I pilgrimmens fodspor tog afsæt i den del af Pilgrimsruten, der løber gennem Hillerød Kommune og Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Ambitionen er at bruge den historiske rute som ramme for flere oplevelser, hvor bevægelse, fællesskab og stedbunden formidling mødes.

Hvad skal vi lave i efterårsferien? 

(U)hyggelige, spændende og historiske aktiviteter for både store og små.

Historisk familievandring med arkæologiske pauser

Gå tur i smuk natur – undervejs møder I arkæologer, der fortæller om historiske kulturspor.

Leder du efter inspiration til oplevelser i sommerferien?

På alle vores museer er der noget at opleve, lave og lære hele sommeren.

Start sommeren på Hillerød Bymuseum med morgenbrød, byhistorie i børnehøjde og hygge på tværs af generationer.