I Hørsholm lægger skov og park sig elegant rundt om veje og byområder. Men lokalområdets skønhed er ikke en tilfældighed. Den skyldes en målrettet indsats fra kongemagten og hoffet, der sikrede, at Hørsholm Slotshave i sin udformning var optimal til vandring og ridning, mens den nuværende Folehave blev formet til brug for blandt andet jagt, skovdrift og fiskeopdræt.

Denne vandring leder forbi de mange spor efter den livlige, kongelige aktivitet i landskabet og i selskab med historikerne Anders Dalsager og Jon Voss fra Museum Nordsjælland bliver der plads til en række fortællinger om de mange aktiviteter i den store kongelige vildtbane, som Hørsholm-området også var en del af. De to historikere har et indgående kendskab til de historiske områder og ikke mindst de mennesker, der i særlig grad har præget Slotshaven og Folehave skov.

