Nogle egne i Danmark er præget af dødishuller fra istiden, hvor isklumper fra en gletsjer er smeltet bort og har efterladt dybe huller i terrænet. En af de egne er Torup på Halsnæs, hvor Museum Nordsjælland i efteråret 2019 udgravede et dødishul. Helt på bunden, to en halv meter under nutidens fødder, fandt vi tre ufærdige økser fra bondestenalderen, der ikke var smidt ud, men omhyggeligt var arrangeret side om side. Måske stammer økserne fra de mennesker, som for første gang med øksens hjælp ryddede urskoven og tog landet i besiddelse.
Udgravning af et dødishul ved Torup.
Denne rydning af landskabet har måske krævet et takkeoffer til underverdenens ånder, og hvor kommer man underverdenen nærmere end i bunden af et dødishul, der for datidens mennesker meget vel kan have vakt forestillinger om en port til en anden verden, ligesom andre uforklarlige fænomener som en regnbue, et lyn eller et stjerneskud har gjort det. For eksempel blev den islandske vulkan Heklas dybe krater i folketroen anset som nedgangen til Helvede, deraf udtrykket ‘ad Hekkenfeldt til’.
Bondestenalderens økseoffer på bunden af dødishullet, 2,5 meter under nutidens overflade.
Efter rydningen af skoven var jorden blotlagt for erosion, og dødishullerne blev forbavsende hurtigt opfyldt, og allerede i jernalderen var mange af dem nu kun svage sænkninger i landskabet. Måske var det derfor, at jernalderens mennesker nu gik over til at bruge tørvegravene til den materielle kommunikation med det åndelige. Tørvegravene kunne godt, i mangel af bedre, agere porten til en anden verden.
Hvis man i dag skal fornemme stemningen af de gådefulde kratere, der har mødt stenalderens mennesker, skal man tage til Island, hvor dødislandskabet stadig er levende.
Nutidigt dødislandskab ved Brúarjökull på Island.