2000-årig ildebrand i Ramløse inviterer os ind i jernalderbondens hus.
Når arkæologer udgraver hustomter fra oldtiden, kan vi bestemme det til en hovedbygning eller en økonomibygning, datere det ved hjælp af keramik, hustype eller kulstof 14-metoden og formode, at husdyrene har optaget den ene halvdel. At zoome længere ind på boligindretningen er os sjældent beskåret. Båseskillerum er næsten aldrig bevaret og gulve og ildsteder er for længst pløjet til atomer. En 2000-årig ildebrand ved Ramløse giver os mulighed for at komme ind ad bagvejen.
En landmand på Overdrevsvej i Ramløse skulle flytte sin gård til jomfruelig mark, hvor det imidlertid viste sig, at der havde boet nogen i forvejen. Museum Nordsjælland undersøgte her et ca. 21 m langt velbevaret langhus, der blev kulstof 14-dateret til årene omkring Kristi fødsel. Selv nordvæggens spinkle dobbeltstolper med en halv meters mellemrum var bevaret.
Fig. 1: Jernalderhusets stolpehuller og formodede omrids
Som noget særligt, var stolpesporene i alle husets tagbærende stolper helt sodsværtede. Det tydede på, at huset var blevet flammernes bytte.
Fig. 2: Husets meget sodsværtede stolpespor tydede på en brandtomt
Ved ildebrand når man ikke at få inventar og kornlagre med ud. De knuses mod gulvet og forkuller. Når man efter branden skulle rydde tomten, trak man de sortsvedne stolper op, hvorved forkullet korn og stumper af inventar faldt ned i hullerne.
Når træ og korn bliver brændt, kan det bevares i årtusinder. Derfor udtog Museet prøver fra alle stolpehullerne og sendte dem til firmaet NOK (Natur og Kultur), hvor arkæobotaniker Annine Moltsen slæmmede og floterede dem. Her viste det sig, at der var bevaret store mængder brændt korn og andre forkullede spor, som tilmed viste et varierende billede i de forskellige dele af huset, som må afspejle forskellige funktionelle opdelinger.
I den nordvestlige del af huset fandtes koncentrationer af små perler af smeltet ler. Det viser, at temperaturen har været over 1020 grader i en længere periode. Forsøg med afbrænding af et jernalderhus i Lejre Forsøgscenter viser, at der kun blev målt høje temperaturer i meget kort tid, og de var ikke over 1000 grader, så det er ikke sandsynligt, at det smeltede ler kan være dannet som følge af branden i huset. Tilstedeværelsen af smeltet ler kan derfor anvendes som indikation på, at der har været ovn i huset. Dens placering kan endda ret nøje indkredses.
Fig. 3: Nedbrændt jernalderhus fra Lejre Forsøgscenter
I den vestlige del af huset fandtes små klumper af brændt fedt eller olie, der formentlig stammer fra madlavningen, ligesom en stump af en blåmusling. En muselort vidner om uønsket interesse for fødevarerne. Store koncentrationer af trækul i den nordvestlige ende viser, at branden har været kraftigst i denne del af huset, som har været anvendt til madlavning og formentlig tørring af korn og dermed har indebåret større brandrisiko.
Fig. 4: Sådan kan ovnen i jernalderhuset have set ud
Den meget store koncentration af hvede i en prøve nær ovnen er helt usædvanlig. Det tyder derfor mest på, at det er opmagasineret korn, der er brændt. Der var desuden en del avnklædt byg, der ligeledes kan være opmagasineret korn, men det kan ikke udelukkes, at nogle af kernerne stammer fra tørring af korn inden afskalning.
Fig. 5: Indholdet af korn og andre makrofossiler i husets stolpehuller
Prøverne fra den østlige del af huset gav usædvanligt høje koncentrationer af avnklædt byg, der ikke var afskallet, hvilket helt klart må være opmagasineret korn.
Fig. 6: Byg
Prøverne fra den sydøstlige del af huset indeholdt en del ukrudtsfrø, mens de øvrige prøver kun indeholdt ganske få prøver fra ukrudtsarter i forhold til koncentrationen af korn, hvilket tyder på, at kornet har været særdeles godt renset. I jernalderen har man sædvanligvis først tærsket kornet, herefter renset det med sigtning og evt. vindkastning for at rense aksled, avner og andet let materiale fra. Indholdet af ukrudtsfrø kan måske skyldes, at det er tærskeaffald, der er brændt. I givet fald har denne del af huset været anvendt som tærskerum.
Ud over korn og ukrudtsfrø blev der fundet lidt frø fra almindelig hør i en enkelt af prøverne fra den centrale del af huset. Da frøene endnu var omgivne af dele af frøkapslen, kan det tyde på, at det enten er opmagasinerede bundter af hør eller måske rester fra hegling af hør, hvilket formodes at måtte være foregået i tærskerummet.
Tilbage står spørgsmålet: hvor har dyrene været? I staldene vil man typisk finde et stort indhold af frø fra græslandsarter, der har været i hø, ofte sammen med lidt ukrudt og korn fra halm. Man vil også kunne finde forkullede fækalier fra husdyrene. Ingen af delene var til stede, så ud fra makrofossilanalyserne er der ikke tegn på, at dele af huset har været anvendt til stald. Da de ikke havde selvstændige staldbygninger i ældre jernalder, er der måske grund til at tage forestillingen om alle jernaldergårde som selvforsynende enheder op til revision?
Jernaldergården ved Ramløse har i øvrigt en usædvanlig beliggenhed hen over en lille bakkeknold, som åbenbart er foretrukket frem for mere jævne byggegrunde i nærheden. Huset har dermed et markant fald i begge ender. Måske har man dermed villet sikre sig et naturligt afløb?
Selv om ældre jernalders gårdsanlæg i plantegninger ligner de rene typehuse, er der måske mere individuel variation i dem, end man forestiller sig, når naturvidenskaben åbner nye døre?