Under 2. verdenskrig blev der gravet efter tørv i de nordsjællandske moser, og i den forbindelse dukkede der mange oldtidsfund op. Et af disse fremkom i 1945 i Tammosegårds Mose syd for Alme ved Græsted. Det var en pige, som fik øje på den dobbeltradede harpunspids, der stak ud af en bunke tørv, der lå til tørre. Hun tog spidsen med i skole i Gilleleje og afleverede den til sin skolelærer H.C. Terslin, der i 1929 havde stiftet Gilleleje Museum.
Harpunspidsen er ca. 13,5 cm lang og forsynet med ti parvist anbragte bagudrettede modhager og en let asymmetrisk basis med afrundede hjørner. Den er fremstillet af en flækket mellemfodsknogle fra et større hovdyr, muligvis en kronhjort, og den har stor lighed med en anden stortandet harpun af rensdyrtak fra Skaftelev på Midtsjælland. Harpunen er blevet er kulstof 14-dateret til tiden mellem 9400 og 9200 f.Kr.
Fra senistidens Europa kendes talrige fund af både én- og dobbeltradede harpunspidser. Lige som inuitterne på Grønland har jaget svømmende rener med harpun helt frem til vor tid, mener man, at stenalderjægerne i det nuværende Danmark har anvendt harpunerne til jagt på svømmende rensdyr, kronhjorte og elsdyr. Harpunens kraftige modhager og den fastgjorte line gav stenalderjægeren kontrol over det svømmende bytte. Harpunspidsen fra Tammosegård Mose, der vidner om jagt på svømmende hjortevildt i Nordsjælland, blev sandsynligvis beskadiget under jagt og kasseret, da den yderste del af spidsen og en af modhagerne knækkede.
