Der er fremstillet glas i Danmark siden midten af 1500-tallet, hvor man anlagde en glashytte i skoven ved Glargårde nord for Mariager Fjord. I de følgende år blev der anlagt glashytter andre steder i de store jyske skove, hvor der var rigeligt med brændsel til glasproduktionen.
Det første tegn på glasfremstilling i Østdanmark i renæssancen dukkede op i 1980, da der blev fundet en størknet glasdråbe ved den nedlagte gård Glarborg i Gribskov. Sådanne glasdråber kaldes også ‘glastårer’, og de opstår, når man under glasfremstilling taber flydende glas i vand eller på fugtig jord.
Gribskov er en af Danmarks største skove, og forleddet ‘Glar’ i stednavnet Glarborg, der er det gamle danske ord for glas, leder tanken hen på glasfremstilling. Stednavnet optræder første gang i 1555, hvor der ligger en almindelig gård på stedet. En eventuel glasproduktion må derfor være tidligere.
Med henblik på at lokalisere glashytten ved Glarborg blev der i årene 2003-2006 foretaget flere arkæologiske forundersøgelser i nærheden af den nedlagte gårdstomt, som stadig kan anes i skovbunden. Ved undersøgelsen blev der fundet spor af ovne med ukendt funktion og en forglasset sandsten, der kan være en del af glasovnen.
Det mest bemærkelsesværdige fund blev gjort i et lille vandhul ved siden af gårdstomten. Her fandt man besynderlige, tykke skår af store, åbne skåle, der havde spor af glas på overfladen. Kemiske undersøgelser bekræfter, at der er tale om såkaldte ‘glaspotter’, som er fremstillet af importeret, hvidt, varmebestandigt ler. Sådanne lerkar blev anvendt, når man smeltede glas i en ovn, og potteskårene bekræfter derfor, at der lå en glashytte ved Glarborg før 1555.
Skår af glaspotte fra Glarborg i Gribskov.